Den danske importør er ikke klar med prisen endnu. Men flere medier skriver, at BYD Dolphin Surf uden for Danmark kommer til at koste lige over 130.000 kroner – og dermed kan blive Danmarks billigste elbil.
Den hedder lidt forskelligt, alt efter hvem man spørger. Men i Danmark skal Dolphin Mini/Byd Seagull hedde BYD Dolphin Surf.
Verdens største producent af elbiler, kinesiske BYD, er nemlig klar til at sende en ny model på det danske marked. Den nye BYD Dolphin Surf bliver introduceret ved en officiel danmarkspremiere den 24. og 25. maj 2025 – og det med potentiale til at ryste markedet for små elbiler.
Selvom den danske importør endnu ikke har offentliggjort den endelige pris, peger flere medier på et forventet prisleje omkring 15.000 pund.
Det vil sige en pris på omkring 131.000 kr. Dermed kan Dolphin Surf blive Danmarks billigste elbil nogensinde – og det i en klasse, hvor pris, rækkevidde og kompakte mål er afgørende.
Kendt fra udlandet – nu med dansk navn og europæiske tilpasninger
I Kina er bilen kendt under navnet Seagull, og flere steder kaldes den også Dolphin Mini. Men i Danmark får modellen navnet Dolphin Surf, og den har allerede markeret sig stærkt ved at vinde prisen som ’World Urban Car 2025’ ved World Car Awards – den første kinesiske vinder i den prestigefyldte prisuddeling, der afgøres af 96 motorjournalister fra 30 lande.
Selvom Dolphin Surf ligner sin kinesiske søstermodel, er der flere tekniske ændringer under overfladen.
For eksempel får den europæiske udgave ikke den billige natrium-ion-batteriteknologi, som BYD bruger i Kina, men derimod de mere velkendte lithium-batterier, som lever op til europæiske sikkerhedsstandarder. Det betyder dog også, at den ultralave kinesiske startpris på under 9.000 euro ikke er mulig herhjemme.
Tre varianter og to batteristørrelser
Den danske udgave af Dolphin Surf bliver tilgængelig i tre varianter: Active, Boost og Comfort.
- Active-modellen har et 30 kWh-batteri med en rækkevidde på op til 220 km og en motor med 88 hk.
- Boost-udgaven tilbyder samme motorkraft, men med et større 43,2 kWh-batteri og op til 322 km rækkevidde.
- Comfort-varianten hæver niveauet med en 156 hk motor og op til 310 km rækkevidde.
Alle tre modeller har en tophastighed på 150 km/t og kan oplades fra 10 til 80 procent på blot 30 minutter ved en lynlader – noget der gør bilen praktisk til både daglig pendling og små ture.
BYD Dolphin Surf er designet til bykørsel – men med plads til mere
Med en længde på 3,99 meter, en bredde på 1,72 meter og en højde på 1,59 meter er Dolphin Surf kompakt og let at parkere. Den lille venderadius på 4,95 meter gør den oplagt til trange bygader og tætte parkeringskældre.
Bagagerummet er på 316 liter, hvilket giver plads til både indkøb og barnevogn. BYD markedsfører derfor modellen som en oplagt førstegangsbil, pendlerbil eller nummer to-bil til familien.
Skal konkurrere med Citroën og Fiat
Med sin aggressive pris og høje udstyrsniveau er Dolphin Surf målrettet konkurrenter som Citroën ë-C3 og Fiat Grande Panda Electric.
Den vil også være en direkte konkurrent til andre budgetvenlige elbiler, herunder kinesiske modeller som Dongfeng Box, der også er på vej til det europæiske marked.
Endnu er mange detaljer ikke offentligt kendt, men det er tydeligt, at BYD har store ambitioner med modellen. Og hvis prisen bliver lige så lav, som alt tyder på, kan Dolphin Surf blive det mest omtalte bilkøb i Danmark i 2025.
BYD lover at offentliggøre de endelige priser inden premieren i maj. Indtil da er det kun sikkert, at Dolphin Surf vil være blandt de mest prisvenlige elbiler i landet.
Ønsker du en elbil til lavpris – så hold øje med BYD Dolphin Surf til maj.
Se flere billeder her:
Tak fordi du læste med. Har du set en fejl i artiklen? Så fortæl os det: [email protected]