Først var det Stellantis-koncern gennem Citroën og DS. Og nu har tilbagekaldelsen af farlige airbags ramt BMW. Problemet ligger i gasgeneratoren.
Det er ikke kun Citroën- og DS-ejere samt Volkswagen, der i disse dage bliver kontaktet af de danske bilimportører. Flere BMW-ejere skal også have deres biler en tur på værkstedet.
Boosteds webredaktør har selv modtaget en tilbagekaldelse på hans BMW E46 330.
– Jeg var egentlig opmærksom på problemet. Der har flere problemer med Takata-airbags i årevis. Min bil har eksempelvis allerede fået skiftet airbagen éngang.
– Men nu er det nødvendigt igen, siger vores webredaktør Bjørn S. Nielsen.
Boosted forsøger at opklare, hvor mange biler det drejer sig om. Men det kan være flere tusinde, da Takata-problemet har plaget bilindustrien i årevis.
I tilbagekaldelsen, som lander hos de danske BMW-ejere via E-boks, skriver importøren bl.a.:
“I tilfælde af en ulykke med udløsning af airbaggen i passagersiden kan en defekt gasgenerator medføre, at trykket i gasgeneratoren bliver for højt, og der er risiko for, at den i så fald revner.”
“De metaldele, der i så fald vil blive slynget ud, kan udgøre en livsfare.
Advarslen fra BMW i Danmark er ikke for sjov. Faktisk skal den tages dybt seriøst.
Tidligere på sommeren blev en fransk kvinde slået ihjel, da airbagen i hendes bil sprang på samme måde.
Og i Frankring har myndighederne beordret bilmærkerne til at tilbagekalde 1,7 millioner biler. Biler der ikke må køres i, før importørerne har udskiftet airbaggen.
Den franske kvinde er dog langt fra den eneste, som har mistet livet på grund af de meget farlige Takata-airbags.
På verdensplan er mindst 35 bilister omkommet, fordi de er airbags er farlige. Alene i USA er der tale om 28 dødsfald.
Et af dem kunne dog, som Boosted tidligere har fortalt, have været undgået. Honda-importøren i Nordamerika forsøgte nemlig i årevis at få fat på en bilist, hvis bil havde fejlen.
Bilisten valgte dog af ukendte årsager at ignorere advarslen fra importøren. Det kostede ham i sidste ende livet.
Bjørn S. Nielsen har i den forbindelse ét godt råd til samtlige bilister i Danmark.
– Takata-skandalen endte ikke bare i en konkurs. Den plager stadig bilmærkerne. Og er man det mindste i tvivl, om hvorvidt ens bil er blandt de tilbagekaldte, er det dumt at vente på en indkaldelse i e-Boks.
– Kontakt hellere importøren én gang for meget end en gang for lidt. Bilmærkerne skal holdes til ilden. For den fejl kan slå dig ihjel.
Ifølge BMW i Danmark er der tilbagekaldt 35.000 biler i Danmark. Af dem har 11.000 biler fået et egentligt kørselsforbud.



