Den øverste chef for Volkswagen, Oliver Blume, forlanger nu, at EU indfører straftold på kinesiske elbiler og hybridbiler for at beskytte markedet.
Den tyske bilgigant Volkswagen forlanger nu, at EU indfører mere straftold på kinesiske elbiler og hybridbiler.
Topchef Oliver Blume mener, at det europæiske bilmarked hurtigt skal beskyttes mod den voksende konkurrence fra Asien.
Det skriver Automotive News på baggrund af en rækker udmeldinger fra koncerntoppen i Wolfsburg.
Udtalelserne faldt i forbindelse med et stort analytikermøde hos den tyske bilproducent.
Kinesiske bilkoncerner og deres mærker har på kort tid erobret næsten en tredjedel af det europæiske marked for plug-in-hybrider. Udviklingen er sket i skyggen af de eksisterende toldsatser på rene elmodeller.
I løbet af årets første seks måneder solgte de kinesiske mærker hele 208.368 plug-in-hybrider i Europa. Det viser helt nye og friske tal fra analysehuset Dataforce.
EU har tidligere indført midlertidige straftoldsatser på elbiler importeret fra Kina. Den ekstra afgift kan løbe op i helt op til 35 procent oven i den almindelige importtold på 10 procent.
Volkswagen vil lige vilkår men straftold mod Kina
Oliver Blume ønsker nu at se præcis den samme ordning indført for plug-in-hybrider. Målet er at skabe fair spilleregler for de europæiske bilproducenter.
– Reglerne for rene elbiler fungerer. Der er vi konkurrencedygtige prismæssigt. Men hvor det ikke fungerer i dag, er med plug-in-hybrider, siger Oliver Blume under mødet.
Samlet set steg salget af kinesiske bilmærker i Europa med 101 procent i første halvdel af året. Det samlede salg nåede op på svimlende 685.990 køretøjer i perioden.
Det betyder, at Kinas samlede markedsandel i Europa nu ligger på 9,5 procent. For blot et år siden udgjorde den kinesiske markedsandel kun 5 procent på kontinentet.
Det voldsomme pres på det kinesiske hjemmemarked tvinger bilproducenterne til at søge mod Europa. Eksporten er blevet en helt afgørende overlevelsesstrategi for de asiatiske mærker.


