Texas erklærede mandag delstaten i form for nødtilstand. Guvernør Greg Abbott underskrev samtidig en række love, der tillader salget af afgiftsfri diesel.
I Texas kan visse bilister nu tanke farvet diesel – eller diesel som ellers kun er forbeholdt landbrugsmaskiner – og bruge det på offentlig vej.
Den type diesel er – ligesom det er tilfældet i Danmark – afgiftsfri i Texas.
Med undtagelsestilstanden, som blev offentliggjort mandag, tillader delstaten landmænd at køre på vejene med maskiner, der bruger farvet diesel.
– Texas’ landbrugssektor kører på diesel.
Rekordhøje priser går udover erhvervslivet og hæver priserne for enhver familie i Texas’, lyder det fra Greg Abbott.
Med den nye, midlertidige lovpakke bliver det tilladt for lastbilchauffører og landmænd at bruge køretøjer, der ellers kører på farvet diesel, på offentlig vej.
LÆS OGSÅ: Sådan køber danskerne benzin og diesel uden moms
Loven laver dog ikke om på, at private texanere skal betale den fulde, afgiftsbelagte pris for brændstof. Det samme gælder benzin. Ifølge AAA koster en liter diesel i Texas i snit 11,2 kroner.
Det lyder billigt særligt i forhold til de danske priser, der ligger og svinger omkring 20 kroner literen. Men i Texas er de 11,2 kroner literen 75 procent højere end for bare ét år siden.
Den ‘billigere’ diesel i Texas er dog ikke nødvendigvis godt nyt for alle bilister. Særligt ikke her i Danmark.
Donald Trump har nemlig truet med at stoppe dieseleksporten til Europa. Og som vi her på Boosted allerede har kunnet fortælle, vil det hæve prisen til 29 kroner literen med det nuværende prisniveau på de danske tankstationer.
Alene i august måned leverede USA halvdelen af den diesel, Europa importerede. Og det er altså proppen i de forsyninger, Donald Trump nu truer med at finde frem.
Samtidig er EU på vej med et nyt afgiftssystem på brændstoffer. Og selvom det er udskudt til 2028, er frygten, at den kommende ETS2-afgift i sig selv giver literpriser på 24 kroner.
