En lille dieselmotor skal redde udviklingen af de elektriske lastbiler. Tysk teknik sparer 600 kilo væk, siger industrigigant.
En kompakt dieselmotor skal redde udviklingen af de elektriske lastbiler og gøre vognmændene uafhængige af et ladenetværk med huller i.
Det oplyser den tyske industrigigant Mahle forud for den den egentlig præsentation i september.
Tunge ellastbiler kæmper i dag med enorme og tunge batteripakker samt en markant mangel på ladestationer langs motorvejene i Europa.
EREV-koncept kombinerer en lille forbrændingsmotor med en kraftig generator, som fungerer som en intelligent rækkeviddeforlænger.
– Vores rækkeviddeforlænger er en intelligent ‘backup-enhed’, der starter i det rigtige øjeblik og øger rækkevidden betydeligt, siger udviklingschef Marco Warth.
Generatoren indbygges i batterirummet, hvilket gør det muligt at fjerne en tredjedel af batterierne og barbere 600 kilo af lastbilens egenvægt.
Det giver vognmænd mulighed for at laste mere gods og køre videre uden at frygte for at løbe tør for strøm.
Selvom løsningen benytter fossile brændstoffer eller HVO100-diesel, reduceres den samlede CO2-udledning med over 80 procent.
– Tid og energi er knappe, værdifulde aktiver i transportbranchen. Kun dem, der arbejder økonomisk, overlever, forklarer administrerende direktør Arnd Franz.
– Overgangen til klimaneutral transport er teknisk mulig og kan gøres rentabel, men det kræver, at industri, politik og kunder samarbejder, tilføjer direktøren.
EREV-tanken er dog ikke forebeholdt lastbiler. Faktisk er den heller ikke ny. Personbilerne har i flere år kørt efter samme opskrift. Faktisk har biltypen også været til salg i Danmark.
Mazda-importøren har haft den lille crossover MX-30 R-EV på programmet. Også BMW havde det, da den første i3 kunne fås med rækkeviddeforlænger.


