Direktør Ivan Espinosa og Nissan forventer nu et driftsoverskud på 2,2 milliarder kroner i 2025 trods tidligere meldinger om blodrøde tal.
Den japanske bilgigant Nissan Motor Co. har netop opjusteret de økonomiske forventninger til regnskabsåret 2025.
Mærket forventer nu at vende et truende milliardunderskud til et solidt overskud på driften.
Det opsigtsvækkende skifte betyder, at det forventede driftsresultat løftes fra et minus på 2,7 milliarder kroner til et plus på over 2,2 milliarder kroner.
Meldingen kommer direkte fra selskabets hovedkvarter i Japan i en pressemeddelelse.
Forbedringen skyldes blandt andet, at USA har afskaffet landets ellers skrappe krav til brændstoføkonomien i nye biler.
Derudover har Nissan haft succes med omfattende omkostningsreduktioner og gunstige valutakurser.
Den samlede omsætning for året forventes nu at ramme 535 milliarder kroner.
Selvom bundlinjen stadig viser et samlet nettotab, er det reduceret med over 4,4 milliarder kroner.
Nissans likviditet ser også stærk ud med en forventet kassebeholdning på over 44 milliarder kroner ved årets udgang.
Redningsplanen kommer efter en periode med meget dramatiske tiltag for at redde den økonomiske fremtid. Planen kalder japanerne selv Re:Nissan.
Boosted har tidligere fortalt, hvordan mærket har været tvunget til at lukke flere fabrikker.
Nissan har endda solgt sit ikoniske hovedkvarter i Japan for at skaffe kapital til den daglige drift. Det er de hårde prioriteringer, der nu ser ud til at pyntre i det nyeste regnskab.
Selskabet forventer, at pengestrømmen fra bilproduktionen vil være positiv i det andet halvår af 2025.
Det følger den plan, som ledelsen lagde ud i februar måned.
Spørgsmålet er, hvordan investorerne vil reagere på Nissans økonomiske forventinger. Eller i hvert fald justeringen af dem.
Sidst, Nissan meldte noget lignende ud, var det til en økonomisk lussing, da en ellers planlagt sammenlægning med Honda blev lagt ned.
Herhjemme i Danmark mærker kunderne dog ikke meget til de globale sparekrav. Den danske importør fastholder, at forretningen kører stabilt videre trods uroen i Japan.
Presseansvarlig Ann Strøby har tidligere fortalt Boosted, at de skrappe krav fra hovedkontoret ikke rammer Nissan herhjemme.


