Ford og kinesiske Geely har travlt med at udnytte et nyt samarbejde. Den næste SUV i Danmark fra netop Ford skal baseres på kinesisk teknik.
Ikke bare vil kineserne lære de vestlige bilmærker at bygge biler. Nu vil de også gøre det for dem.
Og Ford har sagt ja tak.
Det betyder, at den næste nye, elektriske SUV, som Ford allerede har planlagt til en europæisk lancering i 2028, skal baseres på den kinesiske Geely-koncerns platforme og øvrige teknologi.
Det skriver Automotive News.
GEA; eller Global Intelligent New Energy Architecture-platformen – er Geelys tekniske fundament til alt fra hybrid og rene elbiler. Ved at bruge kinesernes teknik skærer Ford markant af udviklingstiden.
Ford har endnu ikke kommenteret på oplysningerne, men det forventes, at den nye SUV med Ford-logo i høj grad vil minde om den SUV kaldet EX5, som kineserne allerede har på vejene.
Udover den rene elbil får Ford mindst én plugin-hybrid ud af kineserne. På den måde vil Ford kunne leve op til løftet om at lancere 7 ‘nye’ modeller i Europa inden 2029.
Det er dog ikke kun kineserne, Ford har bedt om hjælp.
Den europæiske afdeling af det amerikanske mærke, som hovedkontoret i Detroit skilte sig af med i en milliarddyr skilsmisse i marts 2023, vil også bygge den næste Fiesta på basis af platformen i Renault 5.
Teknik Nissan i forvejen bruger til den seneste Micra.
Udover kineserne og franskmændene bygger Ford også biler med Volkswagen. Eksempelvis er den seneste Volkswagen Transport i virkeligheden en Ford Transit med et andet logo.
Det samme gælder for Ford Capri og Explorer, der i Europa – og dermed i Danmark – i virkeligheden er baseret på Volkswagen ID.-platform, MEB.


