For hurtige knallerter hører nærmest til dagens orden. Alligevel spærrede nogle betjente øjnene op, da en 17-årig pige kørte forbi dem på knallert.
Det gik lidt for hurtigt for en 17-årig pige, da hun torsdag aften i sidste uge mødte en patrulje fra lokalpolitiet i Viborg. Faktisk, siger politikommissær Ralf Høgedal, måtte betjentene kigge én ekstra gang på speedometeret i patruljebilen.
LÆS OGSÅ: To mænd og én kvinde tiltalt for gaderæs – “De skal alle tre i fængsel”
Ifølge politiet kørte den unge kvinde nemlig hele 80 km/t, da hun omkring kl.19.30 blev spottet af ordensmagten på den lille knallert.
– Det er noget vi tager meget alvorligt, for de her køretøjer er ikke bygget til at køre med den hastighed, og det kan faktisk være forbundet med livsfare, siger politikommissæren til Viborg Folkeblad.