Der var i sidste ende ikke meget at beslaglægge.
Naboerne hørte et brag og kort efter så de også blå blink, da en 23-årig mand på Jegstrupvej i Viborg blev anholdt og sigtet for vanvidskørsel fredag aften lidt over midnat.
LÆS OGSÅ: Miljøorgan raser mod elbiler – “Det er spild af ressourcer og en blindgyde’
– Det var naboerne, der hørte et brag, og så kunne de se, at en bil var kørt ind i et vejtræ. Bilen var totalsmadret, men den 23-årige var uskadt, og derfor ringede vidnerne til politiet, fortæller vagtchef Simon Skelkjær til TV Midtvest.
Vagtchefen fortæller videre, at den unge mand, der er fra Nordjylland, også havde ramt en lysregulering, inden mødet med vejtræet.
Da politiet nåede frem, afslørede et alkometer, at manden var så fuld, at han kunne sigtes for vanvidskørsel. Af samme grund skal han ikke regne med at se hverken bil eller sit kørekort igen lige foreløbig. Alene kørekortet står han til at miste de næste tre år. Der venter desuden en ubetinget fængselsstraf.