Fredag aften var færdselspolitiet på kontrol-razzia i det vestlige Aarhus. Det gav i snit mere end en sigtelse til hver bilist.
Fredag aften i sidste uge var færdselsafdelingen hos Østjylland på vejene i det vestlige Aarhus. Og ud fra bøde-billedet at dømme har flest bilister i den del af byen et problem med hastigheden. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
I alt blev der skrevet 59 bøder fordelt på 48 bilister. 16 af dem kørte så stærkt, mens politiet så på det, at de foruden bøder også står til klip i kørekortet.
LÆS OGSÅ: Nu taler politiet om større biltræf i weekenden: “Det blev opløst stille og roligt”
En enkelt trykkede så hårdt på speederen, at vedkommende står til en betinget frakendelse. Ud over bøden kræver det en bestået teori- og køreprøve at beholde kortet i den slags sager.
Der var dog også de bilister som i langt højere grad blæste på færdselsloven. Blandt andre en 27-årig mand som slet ikke havde noget kørekort. Det havde politiet taget fra ham ved en tidligere lejlighed. Hvor meget han nu skal spytte i statskassen, afhænger af hvor mange gange han er stoppet uden at have førerretten i orden.
En anden 22-årig mand tænkte formentlig ikke over, at han overhalede en af politiets civile video-biler i alt for høj fart. Endda højre om. Da hastigheden var oppe på 97 km/t i en 70-zone, blev han vinket ind til siden. Her viste et alkometer desuden, at han havde drukket for meget til at sidde bag rattet. Og så røg kørekortet på stedet.