Han kørte galt og skred fra sin ven. Efter 18 måneders flugt er en detroniseret TikTok-stjerne anholdt og sigtet for et biluheld, der kostede en McLaren 720S livet.
Efter at have været på flugt i 18 måneder er TikTok-stjernen Harrison Sullivan, bedre kendt som “HSTikkyTokky”, nu blevet anholdt.
Anholdelsen sker, efter han i marts 2024 efterlod en hårdt såret ven blødende i en grøft og flygtede fra et voldsomt biluheld i sin lilla McLaren 720S.
Det skriver BBC.
Den 24-årige mand er blevet jagtet af de engelske myndigheder, siden han i november sidste år udeblev fra et retsmøde i sagen.
Han menes at have tilbragt det seneste år på flugt i Mellemøsten.
Efterlod såret ven og flygtede til fods
Ulykken, der startede den lange flugt, fandt sted i marts 2024. Her kørte “HSTikkyTokky” galt i sin superbil og kolliderede med en Audi. Hele fronten på den dyre McLaren blev knust.
Efter ulykken flygtede Sullivan fra stedet til fods.
Han efterlod sin passager, TikTok-kollegaen “General G”, alene og såret på vejkanten.
Videooptagelser fra stedet viser, hvordan “General G” rullede rundt i smerter ved siden af den smadrede bil, mens Sullivan var forsvundet.
Hånede politiet på sociale medier
Mens han var på flugt i udlandet, fortsatte “HSTikkyTokky” med at håne den britiske efterforskning på sociale medier.
Han delte flere videoer, der skulle give indtryk af, at han befandt sig i Storbritannien. I virkeligheden var han sandsynligvis tusindvis af kilometer væk.
Men i sidste uge sluttede den 18 måneder lange flugt. Influenceren blev anholdt, da han vendte tilbage til England.
Nu står han over for en lang række meget alvorlige anklager.
Listen tæller blandt andet hensynsløs kørsel, flugt fra en ulykke han selv er skyld i, kørsel uden forsikring og brug af håndholdt mobil.
På trods af sine juridiske problemer har Sullivan tidligere hævdet at tjene over 25 millioner dollars om året på sine online-forretninger.
Sagen er den seneste i en række sager, hvor kendte personer fra bil- og YouTube-miljøet kommer på kant med loven.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, er en anden kendt mekaniker og YouTube-stjerne, Dave Sparks fra “Diesel Brothers” havnet med et myndighedskrav om 5 millioner kroner for dieselsnyd.

