Hverken den ene eller anden direktør i et entreprenørfirma, der i dag er konkurs med milliongæld, har længere nogen kommentarer til købet af en Porsche Cayman GT4.
I New Zealand gik et større entreprenørfirma i begyndelsen af januar konkurs med et brag af en milliongæld. Boets kurator er foreløbig blevet mødt af krav på intet mindre end 9 millioner newzealandske dollars fra kreditorer. Det svarer til 39,4 mio. danske kroner.
LÆS OGSÅ: Den sidste Fast and Furious-film “genopliver” Paul Walker
Nu er det så igen kommet op til overfladen, at entreprenørerne blot måneder inden konkursen købte en Porsche Cayman GT4 Clubsport, som skulle køre ræs i firmaets farver og navn. Det kom dog aldrig så langt. Og i dag er bilen en del af konkursboets værdier. Det skriver Stuff Business.
Det hele bliver dog kun endnu mere besynderligt. For firmaets to tidligere direktører vil hverken svare hvem af dem der købte Porschen, eller hvilket selskab bilen helt præcist blev købt til. Faktisk nægtede begge direktører overhovedet at svare på spørgsmål om Porschen. En bil de så sent som i juni måned sidste år ellers var meget stolte af.
De to løbsserie GT New Zealand og Pirelli Porsche Series afviser overhovedet at kende til bilen. Konkursboets kurator siger, at bilen er svær at prissætte, fordi den slags biler typisk handles privat mellem de forskellige racerhold. Han leder da også stadig efter en køber.
På grund af entreprenørfirmaets konkurs mistede 100 mand deres job. Og det er der ikke udsigt til, at de får igen. I hvert fald ikke i det firma.