Op til en af årets helt store julefrokost-weekender sender politiet nu en kraftig advarsel direkte til bilisterne.
Det er ikke bare dumt. Det kan også være både farlig og ulovligt at køre påvirket rundt i bil. Hvis man kører i påvirket tilstand, kan man skade eller slå andre ihjel.
Så klar er advarslen fra Midt- og Vestsjællands Politi i et opslag på det sociale medie “X” – det tidligere Twitter.
I opslaget opfordrer ordensmagten alle, der er sammen med en påvirket person, som vil bag rattet, til at tage nøglerne fra vedkommende.
Det kan i sidste ende redde liv og holde nogen fra at miste kørekortet, måske endda bilen og hele det økonomiske grundlag i tilværelsen.
LÆS OGSÅ: Racerkører indrømmer at have snydt Formel 1-hold
Påvirkede bilister er desværre ikke noget ukendt fænomen på de danske veje. Faktisk er det netop påvirkede bilister, politiet knalder allerflest af, når det kommer til vanvidskørsel.
Det kan lade sig gøre, fordi loven – der blev indført i marts 2021 – sidestiller det at køre bil med en promille på 2,0 eller derover med vanvidskørsel. Straffen er en ubetinget frakendelse af kørekortet, fængsel og at staten muligvis konfiskerer bilen.