Kia EV3, som var Årets Bil i Danmark i 2025, sænkes nu med op til 15.000 kr. Spørgsmålet er, om sådan et tilbud er nok til at sætte fut under salget?
Kia har haft succes med EV3, efter den blev kåret til Årets Bil i Danmark tilbage i 2025, men nu sættes den markant ned i pris for at skubbe salgstallene helt derop, hvor Kia synes, de fortjener at ligge. Den nye startpris lyder på 249.999 kr., og alle varianter i modelprogrammet reduceres i pris.
Prisjusteringen gælder fra 26. februar 2026 og betyder, at flere varianter falder med 15.000 kr., mens én version reduceres med 10.000 kr.
Ny prisstruktur på hele modelprogrammet hos Kia
Standard Range Access med 436 km rækkevidde falder fra 264.999 kr. til 249.999 kr. Long Range Access med op til 604 km rækkevidde sættes ned fra 289.999 kr. til 274.999 kr.
Standard Range Prestige falder til 264.999 kr., mens Long Range Prestige nu koster 289.999 kr. Long Range Upgrade reduceres med 10.000 kr. til 319.999 kr., og topmodellen GT-Line falder til 329.999 kr.

Op til 604 km rækkevidde i Kia EV3
Kia EV3 tilbyder op til 604 km rækkevidde efter WLTP-standarden. Hurtigopladning fra 10 til 80 procent kan klares på godkendte 31 minutter.
Fra indstigningsmodellen får den 17 tommer alufælge, LED-lygter, adaptiv fartpilot, to-zoners klimaanlæg og varme i forsæder. Der er desuden digital instrumentering, trådløs Apple CarPlay og Android Auto samt over-the-air opdateringer.
Prestige-udgaverne tilføjer blandt andet flush-dørhåndtag, digital nøgle og aktiv blindvinkelassistent.
Upgrade og GT-Line byder på større fælge, el-bagklap, kunstlæder, head-up display og ventilation i forsæderne.

Ã…rets Bil i Danmark 2025
Kia EV3 blev kåret til Årets Bil i Danmark 2025 og har siden introduktionen været blandt de mest omtalte elbiler i sin klasse. Men salgstallene har ikke været helt så imponerende.
I januar 2026 var EV3 på en 41. plads over de mest solgte biler i Danmark.
Modellen leveres med 7 års fabriksgaranti eller 150.000 km. Batteriet er dækket i 8 år eller 160.000 km.
Prisnedsættelsen kommer på et tidspunkt, hvor priskonkurrencen i elbilmarkedet er intensiveret markant. Med ny startpris under 250.000 kr. placerer Kia EV3 sig nu endnu mere aggressivt i markedet for kompakte elektriske familiebiler.
Spørgsmålet er, om konkurrenterne følger trop med endnu lavere priser?


