En skattegæld på 5,3 millioner kroner knuste det på det tidspunkt 122 år gamle motorcykelmærke Norton. Nu genopstår mærket.
Efter 122 år knækkede det engelske motorcykelmærke Norton nakken i 2022.
Det var en skattegæld på 5,3 millioner kroner, der i sidste ende lukkede dørene. Ledelsen nåede nemlig ikke at betale hele gælden i tiden.
Men nu ser døren ikke ud til at være lukket alligevel. I hvert fald ikke så permanent, som det så ud til for 3 år siden.
For selvom en skandale med pensionsmidler endte med at sende 100 millioner kroner ulovligt ind i motorcykelmærket umiddelbart før konkurs, er Norton på vej tilbage.
Det skriver Daily Mail.
Stuart Garner, der købte rettighederne til Norton-navnet i 2008, blev dømt fire års betinget fængsel for sin rolle i sagen. Umiddelbart efter konkursen kom mærket da også på nye hænder.
Det er dog først nu, at resultatet af de anstrengelser vises frem for offentligheden. Norton Manx R har en firecylindret benzinmotor på 1.200 kubik, der er god for 206 hestekræfter.
Nok til en tophastighed lige under 300 km/t. Den tidligere Top Gear-vært Richard Hammond er en af de første, som har prøvet den nye Manx R.
Og han er umiddelbart godt tilfreds.
– Folk bygger stadig vidunderlige, spændende og eftertragtede ting. Det bør fejres, siger han i en Youtube-video om cyklen til DriveTribe.
Om Norton kommer til Danmark, vides ikke. Men Manx R koster fra 20.250 pund hjemme i England. Det svarer til 176.000 kroner i England, der omvendt ikke slås med de samme høje afgifter på køretøjer, som vi har i herhjemme.
Den udgave, som Hammond tester er topudgaven Signature. Og den er svimlende dyr. Til gengæld vejer den bare 203 kilo. Sidder du ned? For prisen er 337.000 kroner før danske afgifter, moms og anden djævelskab.
Spørgsmålet er om ros fra en verdenskendt motorjournalist er nok til at vaske Nortons tavle ren for konkurs- og gældshistorik.


