Fagforeningen, som mange af Fords fabriksansatte i USA er medlemmer af – skal virkelig tænke sig om, lyder det fra mærkets chef.
Strejken blandt medlemmerne af fagforeningen United Auto Workers er fortid hos Ford. Men topledelsen har ikke glemt konsekvenserne. For dem vil man kunne mærke i mange år fremover, mener direktør Jim Farley.
På konferencen Wolfe Research Global Auto brugte Fords øverste direktør noget af sin taletid på en direkte appel til fagforeningen.
Blandt andet sagde direktøren, at fagforeningens hårdhændede taktik (for mere i løn til de ansatte, red.) havde sat flere ansattes job i fare.
– Vi er nødt til at tænke os godt om, lød det fra Farley, med henvisning til, hvor Ford i fremtiden vil få bygget sine biler.
LÆS OGSÅ: Bilmærker skal betale erstatning for elbiler, siger dansk direktør
Til nyhedsbureauet AP uddybede Farley med en konstatering om, at forholdet til fagforeningen “er forandret”.
Direktøren mener, at mærket intet har fået ud af forholdet til fagforeningen. Ikke andet end at Ford som det første mærke måtte lukke en fabrik midlertidigt under konflikten sidste år.
Fords bestyrelsesformand Bill Ford så direkte lukningen af mærkets fabrik i Kentucky som en krigserklæring fra fagforeningens side.
– Nedlukningen af fabrikken skader tusindvis af amerikanere med det samme: Ansatte, leverandører og forhandlere, lød det fra bestyrelsesformanden i oktober sidste år.
Læs flere nyheder fra og om Ford her!
Tak fordi du læste med. Har du set en fejl i artiklen? Så fortæl os det: bj@boosted.dk