Motorstøj er der ikke meget af i en elbil. Men ifølge ekspert spiller bilernes dæk nu en større rolle i kampen mod trafikstøj.
Elbiler har gjort bytrafikken mere stille på ét punkt. En elmotor siger ikke ret meget i forhold til en forbrændingsmotor, men ifølge Continental Dæk Danmark betyder det ikke, at trafikstøjen forsvinder. Slet ikke.
Tværtimod peger dækproducenten på dækkene som en ofte overset støjkilde. Når motoren ikke længere larmer på samme måde, bliver lyden fra dækkenes møde med asfalten mere tydelig. Især i byerne.
“Trafikstøj er en stor belastning for både mennesker og miljø. Derfor er det afgørende, at vi ser på de støjkilder, hvor der reelt kan gøres en forskel, og her spiller dækkene en vigtig rolle,” siger Georg Nielsen, administrerende direktør i Continental Dæk Danmark.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er trafikstøj den næststørste miljørelaterede sundhedsrisiko i Europa. Derfor handler støj fra biler ikke kun om irritation for folk, der bor tæt på en vej. Det handler også om sundhed.
Ved bykørsel er det ofte ikke motoren, der dominerer støjbilledet. Dækstøj bliver typisk hørbar fra omkring 30 til 50 km/t og så op til 80 til 100 km/t. Det præcise niveau afhænger blandt andet af vejbelægning, dæktype, drivlinje og kørestil.
Dækstøj fylder mere i elbiler
“Dækstøj opstår, når dækket rammer vejbanen, og lyden er kun hørbar inden for bestemte hastighedsintervaller,” siger Georg Nielsen. Han peger på, at elbilernes indtog gør støjsvage dæk mere relevante end før.
Årsagen er enkel. Når elmotoren næsten ikke høres, bliver andre lyde i bilen og omgivelserne mere fremtrædende. Det gælder både vindstøj og rullestøj fra dækkene. Desuden vejer elbiler ofte langt mere end fossilbiler, hvilket også er med til at øge støjniveauet fra dækkene.
Continental mener derfor, at moderne dækteknologi kan blive en vigtig del af løsningen. Ifølge dækproducenten arbejder branchen både med mønster og konstruktion for at sænke støjniveauet. Udfordringen er at gøre dækket mere stille uden at gå på kompromis med sikkerheden.
Et eksempel er Continentals Silent Pattern-teknologi. Den er udviklet til at bryde den rytmiske støj, der opstår, når dækket rammer vejbanen. Formålet er at reducere støj i omgivelserne.
Skum i dækket skal dæmpe kabinen
Støj handler dog ikke kun om folk uden for bilen. Continental har også udviklet ContiSilent-teknologien, hvor et ultralet skumlag på dækkets inderside absorberer vibrationer. Ifølge Continental kan teknologien sænke støjniveauet i kabinen med op til 9 decibel.
For bilister betyder det en mere rolig køreoplevelse. For beboere og fodgængere kan mere støjsvage dæk betyde mindre konstant baggrundsstøj fra trafikken. Især på veje med tæt trafik kan forskellen mærkes over tid.
Forbrugerne kan selv kigge efter støjniveauet, når der skal købes nye dæk. EU’s dækmærkning viser den eksterne rullestøj i decibel. Derfor er støj ikke kun noget, producenter og kommuner kan påvirke.
“Støjsvage dæk handler ikke kun om komfort i bilen. Mindre rullestøj giver også et bedre bymiljø med færre gener for både beboere og fodgængere,” siger Georg Nielsen.
Elbilerne har altså ikke fjernet trafikstøjen. De har bare flyttet lyden og opmærksomheden på den. Når motoren bliver stille, står dækkene tilbage som en af de næste store støjkilder, der altså forsøges at gøres noget ved.


