Kia udvider den elektriske PV5 Passenger med nye 6- og 7-personers udgaver til familier, taxi, shuttle-kørsel og erhverv.
Kias nye elektriske “rugbrød” kan nu fås med plads til op til syv personer. Den koreanske bilproducent udvider PV5 Passenger-programmet med nye 6- og 7-personers varianter, som er målrettet både familier, erhvervskunder, taxi, lufthavnstransport og shuttle-kørsel.
Den nye 7-personers udgave har en 2-2-3 sædekonfiguration. Bag tredje sæderække er der 318 liter bagagerumsplads. Fældes den bagerste række ned, vokser pladsen til 785 liter.
Kia PV5 Passenger er bygget på mærkets elektriske E-GMP.S-platform. Modellen får elektriske skydedøre og en indstigningshøjde på 399 mm, så det bliver lettere at komme ind til anden og tredje sæderække.
Den 6-personers udgave har en 1-2-3 sædeopstilling og 315 liter ekstra opbevaringsplads ved siden af førersædet. Begge nye versioner ventes at få over 390 km rækkevidde efter WLTP – dog afventer Kia den endelige homologering.
DC-opladning på op til 150 kW betyder, at batteriet kan lades fra 10 til 80 procent på under 30 minutter.
Priserne mangler stadig
Kia oplyser endnu ikke danske priser på de nye 6- og 7-personers udgaver. Produktionen starter den 15. juli 2026, og modellerne bliver tilgængelige til bestilling hos de danske Kia-forhandlere, når priserne er klar.
Alle PV5-modeller leveres med Kias 7 års fabriksgaranti eller 150.000 km. Højvoltsbatteriet er dækket af en 8-årig garanti.



