Ti år efter en frygtelig skiulykke i Frankrig er der stadig meget lidt, offentligheden ved om Michael Schumachers tilstand. Nu sætter broren Ralf Schumacher lidt flere ord på.
Familien er stadig tavs omkring den skiulykke, der i nu ti år har betydet en helt anden hverdag for den syvdobbelte Formel 1-verdensmester Michael Schumacher.
Hans bror Ralf Schumacher, der også kørte Formel 1 fra 1997 til 2007, vil nu alligevel gerne sige lidt. Omend der ikke er noget særligt opløftende at fortælle om.
Det siger Ralf Schumacher i forbindelse med ti-året for ulykken i et interview med tyske Bild.
– Livet er uretfærdigt engang i mellem. Michael var ofte heldig, men så kom denne tragiske ulykke.
LÆS OGSÅ: Her er alle de nye regler som rammer bilisterne i 2024
– Takket være moderne medicinske muligheder er der gjort meget, men intet er, som det plejede at være. Jeg savner min Michael fra dengang.
Nærmere i detaljer om sin brors tilstand vil Ralf Schumacher ikke sætte ord på. Men han vil dog gerne bekræfte, at ulykken dengang i december 2013 har forandret familien.
– Hans ulykke var en meget forfærdelig og drastisk oplevelse for mig. Men ikke kun for mig, også for Michaels børn, især for unge Mick, der var teenager dengang. Desværre er livet ikke altid retfærdigt, og der var meget uheld involveret, lyder det.
Schumachers nærmeste familie har lige siden ulykken 29. december værnet stærkt om stjernens ret til privatliv.
Kun en sjælden gang imellem er der sluppet nyt ud om den i dag 54-årige Michael Schumachers tilstand. Eksempelvis giver familien et lille indblik i den ‘nye’ hverdag i Netflix-dokumentaren “Schumacher” fra 2021.