Fremgangsmåden er den samme i en lang række af indbrud i biler på det seneste.
I Nordjylland er en række bilejere på det seneste blevet mødt af ubehagelige overraskelser. Bilisterne har det tilfælles, at de alle er ejere af varebiler, som alle har været udsat for indbrud på den samme måde. Det skriver TV2 Nord.
I mandags skete det for tre bilejere i Mariagerfjord. Mens det natten til tirsdag gik ud over tre varebiler i Vesthimmerlands Kommune.
Samtlige indbrud i bilerne er sket ved, at en eller flere tyve har boret huller i bilernes sidedøre og derefter fået adgang til varerum fyldt med værktøj. Af samme grund beder nærpolitiet i Himmerland borgerne om hjælp.
LÆS OGSÅ: For 25 år siden blev dette forbudt i trafikken
– Jeg vil rigtig gerne henstille til, at håndværkere med en varevogn vil ringe, hvis de ser noget omkring bilen i aften eller nattetimerne. Og så kan det være en god idé at parkere, så det ikke er til at komme ind i bilen gennem skydedøren, siger politikommissær Mikkel Mitchell til mediet.