90.000 ansatte hos Mercedes kan ‘se frem til mere arbejde’. Dog uden en eneste ekstra krone i løn. Flere konkurrenter har tænkt sig at gøre det samme.
Den 35 timers arbejdes uge er slut for 90.000 ansatte hos Mercedes.
Mærkets administerende direktør Ola Källenius har varslet, at de mange ansatte skal gå op i tid, fordi den tyske koncern skal spare.
Den tyske avis Merkur skriver, at de ansatte fremover skal arbejde 40 timer om ugen uden en eneste ekstra krone i løn.
På et år svarer det til, at Mercedes får 260 timers gratis arbejde ud af hver eneste ansatte på fabriksgulvene i Tyskland.
Den 35 timers arbejdsuge har længe været normalen i Tyskland, derfor vækker Mercedes’ træk da også en masse stærke reaktioner. En beregning viser, at de ansatte på den måde mister 12,5 procent af deres timeløn.
For de dårligst lønnede hos Mercedes svarer det til, at timelønnen falder fra 134 kroner i timen til 117 kroner i timen.
På den måde vil bilmærket kunne hente 34.000 kroner om året pr. medarbejder.
Bag kravet om flere arbejdstimer for den samme løn ligger en gigantisk spareplan.
Allerede i slutningen af 2025 kom det frem, at mærket fra Stuttgart inden slutningen af 2027 skal have skåret ned på sådan en måde, at man sparer 5 milliarder euro svarende til 37 milliarder kroner om året.
Derudover har tyskernes produktionschef Michael Schiebe sagt, at to af mærkets fabrikker i Tyskland står over for en lukning, hvis ikke de i forvejen planlagte besparelser rækker langt nok.
Tilbage hos de ansatte har fagforneingen IG Metall allerede nægtet at acceptere, at deres medlemmer skal arbejde gratis for Mercedes.
Der er omvendt ikke taget nogen endelig beslutning på området endnu.
Mercedes er dog langt fra at være ene om at ville sætte arbejdstiden op. Tidligere på måneden gjorde Volvos nu afgående direktør det klart, at også han vil forbyde den 35 timers arbejdsuge.
Også hos BMW og Volkswagen er der planer om at forlænge arbejdsugen til 40 timer uden mere i løn.
Desuden har flere ansatte hos både Mercedes og Volvo fået besked på, at det er slut med hjemmearbejde.
Hos Mercedes hedder det sig eksempelvis, at nogle kontoransatte skal møde ind mindst fire dage om ugen fra nu af.
