Bentleys W12-motor nægter at dø i stilhed. Men der en masse stil over mærkets sidst model med den store maskine.
Bentley Batur bliver den sidste Bentley med W12-motor. Til gengæld får den stadig flere hestekræfter. Da det engelske VAG-mærke præsenterede bilen i august sidste år, lød det, at der ville være 710 hestekræfter at komme efter.
Det tal er nu vokset til 740 hestekræfter i den 6-liters W12’er. Det kan lade sig gøre, fordi ingeniørerne på fabrikken i Crewe er lykkedes med en ny kalibrering af de dobbelte turboer.
LÆS OGSÅ: Nu dropper kunderne skandaleramt Toyota-model
Desværre finder den optimerede W12’er kun vej ned i denne éne Bentley, der – igen desværre – kun skal bygges i 18 eksemplarer. Og de er allesammen solgt. Hver ejer har betalt minimum 1,65 millioner pund for den fornøjelse. Det svarer til små 14 millioner danske kr.
Som et lille plaster på såret siger Bentley, at en mindre potent udgave af W12-motoren med 650 hestekræfter stadig vil kunne fås i Bentayga, Continental GT og Flying Spur. Men også det er en stakket frist. For når kalenderen siger april 2024, vil Bentley uigenkaldeligt have produceret den sidste W12’er. I hvert fald til gadebrug.
PS: Den store motor samles i hånden. Det tager et hold af 30 teknikere omkring 6,5 timer at samle og teste én motor. På de 20 år, motoren har været på programmet, er det blevet til mere end 100.000 Bentleyer med W12.