Efter 17 års ejerskab har finansgeniet Warren Buffett solgt alle sine BYD-aktier. Det har sendt chokbølger gennem markedet og fået bilmærkets værdi til at styrtdykke.
Investorguruen Warren Buffetts endegyldige salg af alle sine BYD-aktier har fået det kinesiske bilmærkes værdi til at styrtdykke.
Alene over de seneste to dage er aktiekursen faldet med næsten seks procent.
Det sker, efter Buffetts investeringsselskab, Berkshire Hathaway, har meddelt, at de ikke længere ejer en eneste aktie i den kinesiske elbil-gigant.
Det er en af de mest succesfulde investeringer i nyere tid, der nu er afsluttet.
For 17 år siden, i 2008, investerede Warren Buffett og hans partner Charlie Munger 230 millioner dollars i BYD.
Dengang var firmaet en lille, ukendt virksomhed. For pengene fik de 10 procent af selskabet.
En legendarisk investering med 4.500 procents afkast
Siden da har udviklingen været eksplosiv. BYD er blevet Kinas største bilproducent og har overhalet Tesla som verdens største producent af elbiler.
Warren Buffetts investering er i samme periode vokset med utrolige 4.500 procent.
Det anslås, at Berkshire Hathaway har tjent op mod 27 milliarder danske kroner på handlen.
Netop derfor bliver salget set som et alvorligt advarselssignal. Når en af verdens mest succesfulde investorer trækker sig helt ud, får det de andre investorer til at ryste i bukserne.
Reaktionen på børsen har da også været prompte. Mandag faldt BYD-aktien med 3,6 procent, og tirsdag morgen faldt den yderligere 2,36 procent.
Mørke skyer i horisonten for BYD
Warren Buffetts exit kommer på et tidspunkt, hvor mørke skyer trækker sig sammen over den kinesiske bilgigant.
En benhård priskrig på det kinesiske hjemmemarked presser firmaets overskud.
Samtidig har BYD haft svært ved at få et solidt fodfæste på det europæiske marked.
Her er de, ligesom andre kinesiske mærker, ramt af høje EU-straftold-satser.
Hos BYD har direktør Li Yunfei forsøgt at nedtone nyheden på det kinesiske sociale medie Weibo.
– Aktieinvesteringer, hvis du køber, kan du sælge, hvilket er en normal ting! Tak til Munger og Buffett for deres anerkendelse af BYD!, skriver han.
Den forklaring har dog ikke været nok til at berolige de nervøse markeder.
Mens BYD altså kæmper på de finansielle markeder, møder mærket også modstand på andre fronter i Europa.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, advarer britiske forsikringsselskaber om, at mange nye kinesiske biler er alarmerende nemme at stjæle, hvilket kan føre til højere forsikringspræmier for ejerne.


