I en ny patentansøgning afslører Volvo, at rattet i fremtidens biler er unødvendigt, og at det skal kunne skubbes væk med én enkelt bevægelse.
Volvo mener, at rattet i fremtidens biler mere ofte, end man måske lige forestiller sig, er en unødvendig ting.
I en patentansøgning afslører mærket, der er ejet af kinesiske Geely Holding, da også et helt nyt system.
Teknologien bag skal gøre det muligt for føreren at folde rattet væk med én enkelt bevægelse, selv mens bilen kører.
– Rattet kan ofte være unødvendigt, skriver Volvo i patentansøgningen.
Ifølge Volvo er opfindelsen ikke noget, man er kommet på i Kina. Men der imod på kontorerne i Gøteborg.
Formålet er at skabe en kabine, der er mere rummelig, mere komfortabel og mere sikker for føreren.
Især i fremtidens selvkørende biler.
Forsvinder ind under instrumenteringen
Det nye system er specielt udviklet til Volvos kommende, selvkørende biler.
Når bilen kører selv, er rattet i vejen. Derfor har Volvo designet et system, hvor føreren manuelt kan skubbe rattet væk.
– Rattet kan drejes fra køreposition til en forsænket position under instrumenteringen med en enkel og intuitiv bevægelse, oplyser Volvo.
Det sker via et “hængselsystem” uden brug af elmotorer.
Systemet forudsætter, at bilen har “steer-by-wire” – altså ingen fysisk ratstamme. Også den teknologi har Volvo allerede patenteret.
Skal skabe mere plads
Fordelene ved det forsvindende rat er ifølge Volvo mange. I teorien skal det først og fremmest gøre det lettere at komme ind og ud af bilen.
Samtidig er der mere plads og bevægelsesfrihed foran føreren, når bilen er i selvkørende tilstand.
Der er dog en alvorlig sikkerhedsmæssig udfordring.
Når rattet forsvinder, forsvinder den indbyggede airbag også. Hvordan Volvo har tænkt sig at løse det problem, fremgår ikke af patentansøgningen.
Volvo oplyser dog, at der vil være et elektronisk sikkerhedssystem. Det skal forhindre, at rattet ved et uheld bliver skubbet væk, mens bilen styres manuelt.
Mens Volvo altså arbejder på at fjerne rattet, er der andre, der kæmper for at bringe de traditionelle betjeningsknapper tilbage i bilen.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, har den europæiske sikkerhedsorganisation Euro NCAP netop indført et nyt krav.
Det vil i praksis tvinge bilproducenterne til at genindføre fysiske knapper for at opnå en topkarakter i sikkerhed.

