Trods en klar elbil-strategi bekræfter Volvo nu udviklingen af en ny, hemmelig hybridbil med benzinmotor. Den skal bygges i USA og er målrettet amerikanske kunder.
På trods af en officiel strategi om at blive et rent elbilmærke, bekræfter Volvo nu, at mærket har påbegyndt udviklingen af en helt ny bil, som blandt andet skal have en benzinmotor.
Den nye model bliver en hybrid, der er specielt designet til det amerikanske marked.
Det skriver Reuters.
Beslutningen kommer i en tid, hvor salget af elbiler er under pres flere steder i verden, og nye amerikanske toldmure truer.
Volvo har netop fejret 70-års jubilæum på det amerikanske marked.
Flytter XC60-produktion til USA
For at imødekomme de nye markedsvilkår og undgå den amerikanske præsident Donald Trumps nye toldsatser på 15 procent, flytter Volvo nu produktionen af bestselleren XC60 til USA.
Produktionen af omkring 100.000 biler vil blive flyttet fra Torslanda-fabrikken i Göteborg til fabrikken i Ridgeville, South Carolina.
– Vores investeringsplaner understreger endnu engang vores langsigtede engagement i det amerikanske marked, siger administrerende direktør Håkan Samuelsson.
Fabrikken i Ridgeville, som Volvo har investeret 8 milliarder kroner i, bygger i forvejen de store elbiler Volvo EX90 og Polestar 3.
Ny, hemmelig model på vej
Ud over flytningen af XC60-produktionen, afslører Volvo altså også, at en helt ny og hidtil hemmelig bilmodel skal produceres på den amerikanske fabrik.
Produktionen af den nye model skal begynde før 2030.
Der er tale om en helt ny hybridmodel med benzinmotor.
– Den nye model er designet til at imødekomme de specifikke behov på det amerikanske marked, oplyser Volvo.
Amerikanske bilkøbere har vist sig at være svære at overbevise om rene elbiler, og med de nye toldsatser og fjernelsen af skattefradrag, bliver benzin- og hybridbiler endnu mere attraktive.
– Ved at tilføje endnu en model til produktionen her tager vi et stort skridt i retning af at realisere det fulde potentiale af vores lokale produktionsinvesteringer, siger Luis Rezende, Volvo Cars’ chef for Amerika.
Volvo har ikke frigivet yderligere detaljer, men det er sandsynligt, at den nye model bliver en stor SUV, mener flere medier.
Selvom Volvo altså nu bekræfter udviklingen af en ny benzinbil, har mærkets direktør Håkan Samuelsson for nyligt udtalt sig om, at det modsatte er mærkets plan.
Som Boosted kunne fortælle, spår han, at forbrændingsmotoren dør, og at alle nye biler vil være 100 procent elektriske om bare 10 år.

