Volvo tilbagekalder over 1.119 eksemplarer af den nye elbil EX90 og advarer ejerne: Brug ikke den elektriske bagklap. Den kan nemlig løsne sig.
Volvo Car USA har udsendt en advarsel og tilbagekalder nu over 1.119 eksemplarer af flagskibet, EX90.
Bilejere rådes til ikke at bruge den elektriske bagklap, da den pludselig kan løsne sig i hængslerne.
Det fremgår af en officiel tilbagekaldelse fra de amerikanske trafiksikkerhedsmyndigheder, NHTSA.
EX90 har været ramt af forsinkelser og softwareproblemer siden den første præsentation i november 2022.
Nu er der altså også opdaget en kritisk, mekanisk fejl.
Møtrik kan løsne sig uden varsel
Ifølge den officielle indberetning til det amerikanske NHTSA er der opdaget en fejl i bilens elektriske bagklap.
– En spindelmøtrik kan løsne sig fra de elektriske drivenheder til bagklappen, hvilket kan få bagklappen til pludselig at falde ned, står der i tilbagekaldelsen.
Dokumenterne understreger, at en bagklap, der pludselig falder ned, kan ramme en person og øge risikoen for skade.
Derfor er meldingen til de berørte ejere klar og utvetydig.
– Ejerne rådes til ikke at bruge den elektriske bagklap, før fejlen er udbedret, skriver NHTSA.
Volvo giver underleverandør skylden
Fejlen berører 1.119 biler af modelår 2025. I Sverige er 148 biler tilbagekaldt. Det er endnu uvist, hvor mange danske biler, der er omfattet.
Ifølge Volvo skyldes problemet ‘en menneskelig fejl’ hos en underleverandør.
Her er defekte drivenheder, der var markeret med “Ikke OK”, ved en fejl blevet sorteret sammen med de enheder, der var markeret med “OK”.
De defekte dele er derefter blevet monteret i bilerne.
Volvo oplyser, at en robot fremover vil placere de defekte enheder i en aflåst container for at undgå, at flere biler udstyres med defekte dele.
Berørte bilejere vil blive kontaktet med yderligere information.
Reparationen, der indebærer en udskiftning af begge drivenheder til bagklappen, betaler Volvo for.
Den nye, mekaniske fejl kommer efter flere udfordringer for den store Volvo EX90.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, har mærkets øverste ledelse været ude med en officiel undskyldning til de mange frustrerede kunder.


