Vmax-legende: BMW E30 ‘M5’ – her er rygning tilladt!

I et forbudsland som danmark, hvor rygning næsten er blevet mere kriminelt end mord, er det fedt at opleve Kenn og hans ombyggede BMW E30 M5 blive fyret af, så røgen hænger tungt over hele Sønderjylland!

NB: Dav! Artiklen, du nu skal til at læse, har vi fundet hos vores venner på Bil Magasinet. De råder nemlig over det gamle Vmax-arkiv. Så tak til dem!

I lille Danmark er vi ramt af alverdens forbud. Ikke kun når det gælder biler, men snart også på alle andre områder. Hvad mener du f.eks. om rygepolitikken på barer og mange andre steder? Det er snart umuligt at få en gang ordentlig røg…

Men allerede da jeg tidligt om morgenen kørte hjemmefra denne dag, vidste jeg, at jeg ville få opfyldt min dosis af røg i lang tid. Kenn fra Sønderjylland havde nemlig lovet at fyre sin røgmaskine heftigt af.


Nu tror du måske, at Kenn havde inviteret mig en tur på diskotek, men røgmaskinen var af den slags på fire hjul – nemlig den sønderjyske bilhandlers meget specielle BMW E30 Cab.

– Jeg må indrømme, at den ikke helt almindelig. Det er, så vidt jeg ved, den eneste E30 Cabriolet i Danmark med den her motorombygning, griner Kenn.

Og netop motorombygningen er det helt specielle ved denne vogn, for der er smidt en brutal M5-motor i fra en BMW E34-model. Sådan en motor har standard 315 hk, så det lovede godt for min hang til røg.

Kenn har så yderligere hentet ekstra power ud af den bundsolide 3,6-liters motor. Andre knastaksler, Electromotive-motorstyring samt direkte indsugning har efter en tur hos Westspeed i Kvong givet 370 hk. Og det er altså rigeligt i en gammel E30! Og det er bestemt også nok til at kunne lave lidt sjov i gaden i form af masser af tyk røg fra bagdækkene.

Og det skal jeg så sandelig love for, at der kom! Vi startede stille og roligt med lidt idylliske billeder i havnemiljøet i Haderslev. Eller måske skal jeg sige, at JEG var stille og rolig, for hver gang Kenn skulle flytte bilen, var det med rygende bagdæk hver gang.

Jeg klagede absolut ikke, og det varede da heller ikke længe, før Kenn syntes, det var kedeligt med alle de stillbilleder af bilen fra alle vinkler. Han fik mig derfor op i en høj trappe til en kornsilo. Ja, jeg hang faktisk ud over selve havnebassinet i 15-20 meters højde, på trods af både højde- og vandskræk. 

Men hvad gør man ikke for det gode billede til Vmax. Jeg fik billedet i kassen, og fire medarbejdere fra kornfirmaet fik sig et billigt grin og en oplevelse, da Kenn lavede over 100 meter sorte gummispor.

Jeg overlevede og fik heldigvis ikke en dukkert i det kolde vand. Men det var jeg ved at få lidt senere, da jeg skulle have et foto af bilens store ildflammer, der kommer ud af udstødningsrøret – noget som kan få enhver ældre dame i Sønderjylland til at ryste i bleen af skræk.

Vi parkerede få meter fra havnekanten, og selvom jeg kun stod en meter fra udstødningsrøret, bad jeg Kenn om at fyre den af. Han trådte speederen i bund, og helvedet brød løs.

Jeg troede først, at jeg var landet i skudlinjen i en krigszone på grund de høje knald og brag – dernæst blev jeg blæst kraftigt bagud. Da jeg kom til mig selv, og Kenn havde fjernet foden fra pedalen, opdagede jeg, at jeg kun stod 20 cm fra havnekanten. Heldigt…

Kenn sad forståeligt nok og smågrinede bag rattet. Men jeg havde efterhånden fået alt det røg og drama, jeg havde håbet på. Tak for det, Kenn. Også stor tak til de tålmodige naboer i firmaerne på havnen.

Tilbage til beskrivelsen af bilen. Jeg kan ikke være andet end imponeret over denne gamle E30‘er. Kenn hentede bilen i 2006 fra Tyskland og har siden bygget den totalt om. Og den står faktisk i en utrolig flot stand.

– Det meste er også blevet skiftet ud på bilen. Lakken er helt ny, og stylingen fra Rieger er et komplet E46 M3-look bodykit. Og så har jeg fjernet alle emblemer, lister og håndtag, hvorefter det hele er spartlet ud med tin. Motorhjelmen er jeg specielt stolt af. På grund af den store motor, var vi nødt til at lave klappen lidt højere. Så jeg fik en smed til at hjemmelave det scoop, der er på bilen, forklarer Kenn, som til dagligt arbejder med at importere specialbiler fra Tyskland.

Dette firma står også bag bilens flotte airbrush. Kenn har nemlig fundet og ansat en dygtig airbrushmaler fra Polen, som kan gøre det godt og billigt.

– Hvis andre er interesserede, kan de bare ringe og få et tilbud. Vores mini-Picasso kan lidt af hvert, griner den glade sønderjyde.

Spørger folk tit om lovligheden af en E30 med M5-motor under hjelmen?

– Ja, det gør de, men bilen er godkendt, og afgiften er betalt, så alle dem med de dumme kommentarer kan godt lukke deres mund, slutter han.

Selvom bilen er hans lille barn, kan en check på omkring 200.000 kroner godt friste til et ejerskifte – selvom der er lagt over 300.000 i det store projekt. Jeg må her opfordre en eventuel køber om at huske ørepropper og gasmaske, hvis du er sart, for der er dømt ekstrem motorlyd og rigtig god ryger!

TEKNIKKEN – HVA’ KAN DEN?

Motor: 3,6-liters motor fra BMW M5 E34 • Electromotive motorstyring • skrappere knastaksler • direkte indsugning igennem originale spjældhuse med Pipercross skumfilter på tragtene • komplet tre tommer udstødning i rustfrit stål med fire tommer afgangsrør • forstærkede motorgummiophæng fra LM

Gearkasse: 5-trins manuel gearkasse fra M5 • bagtøj fra 320is med 25 procent spærredifferentiale • drivaksler fra Pure Performance i ‘svik stål‘

Affjedring: H&R sænkningssæt med ben og fjedre (ikke gevind) • nylonbøsninger i undervogn • Eyeball bøsninger fra Treehouse Racing i USA • alu-tårnstiver

Bremser: BMW M5 forbremser og sportsbremser bag

Fælge og dæk: Keskin KT4 fælge 8,5×18 tommer for og 9,5×18 tommer bag • Nankang Ultra Sport NS-II dæk 215/40-18 for og 235/40-18 bag

Karosseri: Komplet E46 M3-look Rieger skørtesæt med for- og bagkofanger, sideskørter og sidespejle • M3 Evo hækvinge • alle emblemer, håndtag og lister fjernet og spartlet ud med tin • hjemmelavet svejst scoop i motorhjelm for at fodre spjældhusene med luft • 3 gange xenonlys • mørke baglygter • airbrush på motorhjelm med temaet ‘The Reaper‘ og flammer på siden af bilen fra www.ke-trading.dk

Interiør: Kabine komplet betrukket med sort læder • diverse ekstra instrumenter til bl.a. olietryk og olietemperatur • stor omdrejningstæller i hus på toppen af instrumentbordet • Momo læderrat

Stereo: Pioneer headunit med flipskærm, drejeskærm og touchscreen samt dvd • 4×10 tommer subwoofere • skærme i nakkestøtter og et par forstærkere

Præstationer: Effekt 370 hk (standard 315 hk) • moment 400 Nm • topfart og 0-100 km/t ikke målt


Reklame: