Målet er allerede nået. Derfor er det også dumt – og forkert særbehandling – at tilgodese elbiler med lav eller ingen registreringsafgift, siger vismænd.
I de fleste tilfælde er der kun meget lidt eller slet ingen registreringsafgift på elbiler i Danmark.
Men det burde der være.
I hvert fald hvis man spørger De Økonomiske Råd. Danmark er allerede på vej mod målet om én million elbiler, lyder det.
Og at holde alle de biler fri for registreringsafgift er både unødvendigt og for dyr en løsning. I stedet anbefaler vismændene, at der hurtigere end planlagt lægges afgift på elbilerne.
Den anbefaling går dog stik imod linjen fra den nuværende regering, som netop har fredet elbiler i endnu et år, så der i 2026 også kun er meget lidt afgift på nye elbiler.
I vismændenes seneste rapport foreslås det i stedet, at ‘Danmark fordel erstatter registreringsafgiften med geografisk og tidsmæssigt differentierede kørselsafgifter på personbiler’.
Et sådant forsøg har, som Boosted også kunne fortælle, allerede kørt i Danmark. Her deltog mere end 2.500 bilister frivilligt i et forsøg, hvor de betalte pr. kilometer, de kørte i bil.
Rapporten om resultaterne af forsøget, som DTU og Sund og Bælt stod bag, er dog ikke offentliggjort endnu.
I Aarhus har bystyret på den anden side allerede sagt, at man som den første kommune i Danmark vil lave vejene om til betalingsveje.
Tilbage i vismændenes økonomiske rapport ved man dog, at der ikke er politisk stemning for at fjerne støtten til elbilejerne og deres ejere.
Regeringen har med støtte fra De Konservative nemlig allerede besluttet at forlænge den nuværende støtteordning for elbiler, så den også gælder ind i 2026.
Planen er dog stadig, at der skal lægges fuld registreringsafgift på alle nye personbiler i Danmark i 2035.

