Julen nærmer sig med alt for hastige skridt, og hvis du er i samme båd som os, så har du rigtig svært ved at finde på noget spændende til ønskelisten. Men fat mod – vi kommer dig til undsætning lige her!
Det er det samme hvert eneste år. Når familien begynder at spørge til ønsker, har vi ingen anelse om, hvad vi skal svare. For alt det fede grej til bilen, har vi allerede selv købt. Men så er det jo godt, at der findes firmaer som vores venner fra Morfars.dk.
Her er de nemlig mestre i at finde mega sjovt grej, som enhver drengerøv – stor som lille – vil elske at lege med i samtlige juledage. Og lidt mere til.
Især fjernstyrede biler er Morfars.dk rigtig skarpe til, og derfor ser vi denne måned nærmere på en bil, der måske er den perfekte ting til din ønskeliste.

Spirit XL findes i to varianter. Racer med lavt tyngdepunkt og fed hækspoiler – og så den testede Monster med ekstra store hjul og mere frihøjde. Sidstnævnte klarer lidt lettere de ujævne overflader end Racer. Så vores anbefaling er Monster-udgaven.

Spirit XL leveres samlet og klar til at køre. Du skal blot bruge 3 x AA-batterier til senderen, og så er du i gang. Laderen til bilens batteri er via USB, så det bliver ikke meget lettere.

Hvad koster den?
Spirit XL koster blot 899 kr. hos Morfars.dk, og det er jo en pris, hvor de fleste kan være med, når vi snakker julegaver. Og du får altså rigtig meget sjov og ballade for pengene, synes vi.



