I en ny Ford-dokumentar med Chris Harris tester Max Verstappen den vilde Mustang GTD. Men én biltype kan den 3-dobbelte verdensmester ikke skjule sit had til.
Formel 1-stjernen Max Verstappen har en meget klar holdning til forhjulstræk.
Det kom frem under en test af den nye Ford Mustang GTD med journalist Chris Harris.
Det kommer frem i Fords nye dokumentar om netop GTD-modellen, der ligger frit tilgængelig på Youtube. Her deler hollænderen frit ud af sin mening. Og det helt uden filter.
Nogle kørere foretrækker forhjulstræk. Andre er stærkt imod det. Max Verstappen tilhører uden tvivl den sidste gruppe.
Under en køretur i en klassisk Ford RS200 spurgte Chris Harris ind til emnet. Journalisten nåede knap at formulere sit spørgsmål.
– Kan du lide forhjulstræ…?
Verstappen afbrød med et kort og kontant svar: “Nej.”
Hollænderen uddybede efterfølgende sin holdning. Racerkøreren beskriver i dokumentaren biler med træk på forhjulene som “utroligt kedelige.”
Fra gokart til Formel 1-dominans
For Verstappen er det en følelse, der strider mod selve køreoplevelsen.
– For mig føles det bare som ‘anti-kørsel’, forklarede han.
Svaret er ikke overraskende. Det er kendt, at Verstappen foretrækker biler med en mere levende bagende. Hans karriere har primært været i biler med baghjulstræk.
Det begyndte med gokart i en meget ung alder. Derefter gik turen hurtigt gennem Formel 3 til Formel 1. Han kører også jævnligt i GT3-biler.
Hans erfaring med forhjulstræk er derfor begrænset. Det indrømmer han også selv i dokumentaren.
– Jeg kørte af og til i simulatoren med forhjulstrukne biler, fortæller han.
Konklusionen var, er og har dog aldrig været til at tage fejl af.
– Men for mig er det det værste nogensinde.
Fremtiden hos Red Bull og Ford
Kommentarerne faldt i en kontekst af Fords nye samarbejde med netop Red Bull. Ford bliver fra 2026 motorleverandør til Verstappens hold.
Et hold som faktisk selv opstod, da Ford trak sig fra det håbløse, men meget dyre Formel 1-projekt med Jaguar i 2004.
Selvom Verstappen ser ud til at blive hos Red Bull, fortsætter rygterne dog om noget helt andet. Flere medier har spekuleret i et skifte til konkurrenterne.
Et sådant skifte vil involvere en kontrakt til mange milliarder kroner.
Verstappens direkte facon er velkendt i motorsportsverdenen. Hans udtalelser om forhjulstræk er endnu et eksempel på hans ærlige tilgang.
Hans fokus er på biler, der leverer en bestemt type køredynamik. Det er en dynamik, han tydeligvis ikke finder i biler med forhjulstræk.
Max Verstappens kontrakt og de mange rygter er et varmt emne. Boosted har gentagne gange kunnet fortælle, at især historien om ét bestemt skifte bare ikke vil lægge sig ned.
