Vejdirektoratet vil give danskerne 46,1 millioner kroner for at dele elbiler. Se om din forening eller virksomhed kan få tilskud fra den store pulje.
Vejdirektoratet har en pulje på 46,1 millioner kroner. Pengene skal gå til danskere, der vil dele elbiler. Både virksomheder og foreninger kan nu søge om at få del i pengene til deres delebil-projekter.
Formålet med pengene er at støtte grøn mobilitet. Det skal ske gennem flere fællesskaber omkring transport i hele landet.
Puljen har tidligere uddelt penge i både 2023 og 2024. Der er stadig penge tilbage. Derfor åbner Vejdirektoratet nu for en ny ansøgningsrunde i 2025.
De mange millioner kroner skal gøre det lettere at dele elbiler. Ordningerne kan hjælpe mange forskellige typer af danskere.
– El-delebiler kan være en løsning for familier, der kun har brug for bil indimellem, og som helst vil undgå at eje en selv – eller for familier, der allerede har én bil, men gerne vil slippe for at købe nummer to eller tre, siger Mette Fynbo, afdelingsleder i Vejdirektoratet, i en pressemeddelelse.
Sådan får du del i de 46,1 millioner kroner
Det gælder både i de store byer og i mindre lokalsamfund.
– Derfor håber vi igen i år at få ansøgninger fra hele landet, siger Mette Fynbo.
Vejdirektoratet oplyser, at ansøgningsrunden åbnede fredag den 1. august klokken 10.00. Fristen for at sende en ansøgning er tirsdag den 30. september klokken 15.00.
Det er både virksomheder og foreninger, som kan søge. Partnerskaber mellem de to grupper kan også ansøge om midlerne.
En betingelse for at modtage støtte er, at projekterne er tilgængelige for alle bilister. De skal desuden have et klart potentiale for at lykkes. Altså blive en realitet ude på vejene.
Puljen er en del af den politiske aftale ‘Infrastrukturplan 2035’.
Tilskud til ladestandere og nye delebilsordninger
Man kan søge om tilskud til flere forskellige typer af projekter. Alle projekter skal dog fremme brugen af el-delebiler.
Det kan for eksempel være tilskud til at etablere en helt ny delebilsordning med elbiler.
Støtten kan også gå til at udvikle en ordning, der allerede findes.
Der kan også søges om penge til at oprette dedikerede parkeringspladser med ladestandere.
Endelig kan puljen give penge til pilotprojekter, nye digitale platforme til deling og lokale markedsundersøgelser. Oplysningerne kommer fra Vejdirektoratet.
Delebilsordninger er ikke eneste, Vejdirektoratet på det seneste har kunnet fortælle om. Fra samme sted er det nemlig blevet afsløret, at danskerne kører markant langsommere.
Faktisk viser tallene, som Boosted også har kunnet fortælle, at danskerne lige siden 2022 har sat farten markant ned. Og det er ikke kun på motorvejene, at der bliver kørt langsommere.


