I Danmark er den ikke typegodkendt og dermed ulovlig. Men den første AUDI uden mærkets ikoniske, fire ringe bliver en prisbakser hjemme i Kina.
En ny elbil med navnet AUDI E5 Sportback er netop sat til salg i Kina til en startpris, der svarer til kun 226.500 danske kroner.
Bilen er den første model fra et helt nyt bilmærke, der er skabt i et samarbejde mellem Audi og den kinesiske bilgigant SAIC.
Det nye mærke, der staves “AUDI” med store bogstaver og ikke har de velkendte fire ringe som logo, er primært rettet mod det kinesiske marked.
Forsalget af den første model, E5 Sportback, begyndte den 18. august. Den officielle lancering af bilen er planlagt til september.
Prisen er markant lavere, end hvad man normalt forbinder med biler fra Audi.
Priser starter under en kvart million
Ifølge det kinesiske elbil-medie CNEV Post ligger forsalgspriserne mellem 235.900 og 319.900 kinesiske yuan.
Omregnet til danske kroner svarer det til en pris, der starter ved 226.500 kroner og går op til 307.000 kroner.
Til den pris får kunderne en mellemstor elektrisk sportback med et højt udstyrsniveau og en imponerende ydeevne.
Der er i alt fire versioner i forsalget. To med baghjulstræk og to med firehjulstræk. Der kan også vælges mellem tre forskellige batteristørrelser.
Op til 788 hestekræfter og 800-volts teknologi
Den nye AUDI E5 Sportback er bygget på en moderne 800-volts platform. Det giver mulighed for ekstremt hurtig opladning.
Ifølge bilmærket kan bilen lade 370 kilometers rækkevidde på bare 10 minutter.
Rækkevidden er opgivet til mellem 618 og 770 kilometer, målt efter den kinesiske CLTC-norm.
Ydeevnen er også bemærkelsesværdig. Topmodellen med firehjulstræk har to elmotorer, der tilsammen yder op til 579 kW. Det svarer til 788 hestekræfter.
Den kan accelerere fra 0 til 100 km/t på bare 3,4 sekunder.
Det nye samarbejde er et eksempel på, hvordan europæiske bilmærker forsøger at tilpasse sig det ekstremt konkurrenceprægede kinesiske marked.
Som Boosted tidligere har beskrevet, er det dog ikke alle, der kan følge med. For nylig måtte et af Japans mest historiske bilmærker dreje nøglen om efter 50 år.


