Der bliver ikke grebet ind over for parkeringsselskaberne. I hvert fald ikke på den måde et nyt borgerforslag lægger op til, siger transportminister Thomas Danielsen (V).
Transportminister Thomas Danielsen (V) kommer ikke til at kigge på det borgerforslag mod parkeringsselskaber, der lige nu er på mod folketingssalen.
Det siger han til TV2.
– Jeg ser borgerforslaget som et udtryk for frustration over, at der stadig findes brodne kar i parkeringsbranchen, som ikke er blevet ramt af den store hammer endnu.
– Det ændrer ikke pÃ¥, at den rigtige løsning ikke er at lave særlige branchegodkendelsesbureaukrater, der skal administrere private parkeringsselskabers rettigheder til at drive virksomhed, siger Thomas Danielsen til mediet.
Borgerforslaget lægger ellers op til en meget strammere regulering af parkeringsselskaber herhjemme.
Det, siger personerne bag forslaget, som blandt andre tæller Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Poul Madsen, skal ske gennem en licensordning.
Men det vil transportministeren, som i øvrigt også tordner over parkeringsselskabernes ulovlige metoder, ikke være med til.
Alligevel er ministeren nu klar til helt at lukke flere parkeringsselskaber, hvis de ikke retter ind og følger loven.
Tidligere har Thomas Danielsen sagt, at det for ham at se kun er rocker- og bandemedlemmer, der skider lige så meget på lovgivningen som p-firmaer.
Det har bl.a. ført til en samling af flere hundrede klager – bl.a. over p-firmaet Apcoa. Listen er nu sendt til myndighederne, som skal vurdere, om p-firmaernes livlinje i form af adgangen til motorregisteret skal lukkes ned.
I et debatindlæg som Apcoas direktør offentliggjorde i denne uge, nægter han, at selskabet har gjort noget forkert.
I samme debatindlæg nægter han desuden at tage debatten i pressen og dermed dele udviklingen med offentligheden.
Skal der ske regulering på området, skriver direktøren, skal det foregå bag lukket døre mellem branchen og myndighederne.


