Brancheanalytiker Frank Schwope vurderer, at det har været katastrofalt for Mercedes at sige farvel til taxamarkedet. Nu skruer bilmærket op for tempoet og rabatterne.
I mange år var Mercedes synonym med taxamarkedet i Tyskland.
Men i dag er markedsandelen faldet fra 45 til bare 8 procent. Og det har Mercedes ikke haft råd til.
Det vurderer brancheanalytiker Frank Schwope.
I nyt interview med Handelsblatt kalder han det fatal, at Mercedes forlod taxa-markedet.
– Det var en fatal fejltagelse fra Mercedes-direktør Ola Källenius at opgive taxaerne.
– En taxaflåde sender et meget stærkt signal. Hver taxatur er som en prøvetur, hvor passagerer får mulighed for at opdage biler, de ellers aldrig ville have prøvet, fortæller Frank Schwope til Handelsblatt.
Mercedes forsøger nu at rette på på fejlen og en trussel fra især BYD ved at tilbyde vognmænd op mod 24 procent på E-Klassen som dieselbil.
Det svarer til, at prisen for en ny E-Klasse kommer ned under 40.000 euro. Og det kan allerede ses på vejene. Mercedes’ andel af de nyeste taxaer på vejene er steget med 18 procent.
BYD forsøger at slå igen ved at prissætte deres plug-in hybrid Seal 6 Touring med en rabat på 37 procent. På den måde kommer bilen under 30.000 euro eller 224.000 kroner på tyske plader.
Men altså kun for taxavognmænd. BYD’s tyske landechef Carsten Schopf forventer, at den strategi allerede i 2027 vil kunne lade mærket et firecifret salg i hyrevognsbranchen.
Inden 2026 er gået forventer BYD at have solgt 600 taxaer i Tyskland.
Herhjemme er det små med nye Mercedes-modeller som taxaer, det skyldes at flertal i Folketinget i 2014 afskaffede den såkaldte frikørsels-ordning.
Ordningen betød, at vognmænd kunne sælge deres brugte taxaer videre meget billigt på brugtmarkedet. Men siden da har vognmændene skullet betale fuld afgift af de frikørte taxaer.
Umiddelbart før ordningens afskaffelse forlød det, at Mercedes i Danmark kunne miste 25 procent af sin omsætning på tabet af taxamarkedet.
12 år senere lider Mercedes-Benz Danmark A/S dog ingen nød. Det seneste regnskab afslører en omsætning på 6,08 milliarder kroner og et resultat på 333 millioner kroner.


