En mand har snydt Sverige til at betale 9 millioner kroner for falske ladestandere til elbiler. Han brugte pengene på private huse og boliger.
En mand har snydt det offentlige Sverige til at betale 9 danske millioner kroner for falske ladestandere gennem virksomheder i Skaraborg.
Den dømte mand modtog de mange millioner i statsstøtte fra den svenske Trafikstyrelse i løbet af 2023 og 2024.
Men i stedet for at bygge hurtigladere i Norrland, røg pengene direkte ind – og blev brugt – i hans private forbrug
Skaraborg Tingsret, der svarer til byretten i Danmark – har nu idømt manden tre års fængsel for groft bedrageri og regnskabssvindel.
Oprindelig søgte manden om penge til at opsætte ladeinfrastruktur på øde steder som Kittelfjäll, hvor tilskuddene er allerhøjest.
Politiet opdagede dog hurtigt, at der aldrig blev installeret så meget som et enkelt ladestik på de oplyste adresser.
Manden indrømmede i afhøringer, at han brugte de offentlige kroner på at købe et hus og dække private tab.
– Det var den eneste udvej, jeg så. At undgå at ende på gaden, forklarede han ifølge SLA.
Manden indrømmede også at have løjet om tilladelser fra grundejere for at få udbetalingerne godkendt.
Udover fængselsstraffen skal manden betale cirka 5 millioner danske kroner tilbage i erstatning.
Han har desuden fået forbud mod at drive virksomhed i de næste fem år. Retten frifandt ham dog for den første udbetaling, da hans onde hensigt først blev klar senere i forløbet.
¨Politiet har over for P4 Skaraborg påpeget, at der var tydelige advarselstegn i mandens regnskaber.
Alligevel valgte myndighederne at udbetale millionerne i flere rater uden fysisk kontrol på, om der nu også blev sat ladestandere op.
Det har nu efterladt et stort hul i det svenske ladenets udbygning. Særligt i de nordlige egne.
Sagen viser, at hurtigladere til elbiler ikke kun er en teknisk udfordring, men også et mål for professionelle svindlere.
Hackere går endda efter præcis de samme ladestandere. Altså dem der findes.
Trafikstyrelsen lover nu at stramme de interne procedurer markant for at undgå lignende sager i fremtiden.


