Det bliver snart kaotisk på vejene i den finske by Vaasa. Virksomheden, der styrer alle trafiklys samme sted, er nemlig gået konkurs. Nu forsøger kommunen at mane til ro.
I Finland har man modsat i Danmark, hvor trafiklys er en kommunal opgave, ladet private firmaer om den slags.
Og det har vist sig at være en dårlig idé. I hvert fald i byen Vaasa, hvor alt trafikregulering snart er en by i Rusland. Eller rettere sagt – Vaasa i Finland.
Virksomheden, der styrer hele reguleringen, er nemlig gået konkurs efter begæring fra en pensionskasse.
Ifølge Yle har virksomheden Sähkö Waasa allerede anket konkursbegæringen videre i retssystem. Men i byretten mener man, at det private firma står uden en redningsplan.
Omvendt mener Sähkö Waasa, at man allerede har skåret markant i antallet af medarbejdere for at vende en blodrød økonomi. Retten mener dog ikke, at det er nok til at redde virksomheden inden 2027.
Det ændrer bare ikke på, at går et trafiklys i Waasa kommune ud i dag, er der ingen fast entreprenør eller andet firma, der kører ud for at rette op på fejlen.
Kommunens tekniske direktør, Jukka Talvi, forsøger dog at nedtone risikoen for trafikkaos, selvom leverandøren, der også skal udbygge hele netværket af lyskryds, har knækket halsen.
– Der er ingen livsfare. Og det er ikke det værst tænkelige tidspunkt, da det er feriesæson, og der er mindre trafik, siger Talvi til Yle.
For at sikre sig, at trafikreguleringen ikke forsvinder helt, vil kommunen nu kaste sig ud i en række kortsigtede kontrakter på et par måneder.
Over for Yle kalder Jukka Talvi det for ‘usandsynligt’, at kommunen ikke skulle kunne finde en leverandør, der vil tage sig af byens lysregulering de kommende måneder.


