Køge, Solrød og Stevns kommuner har købt fire styk Skoda Enyaq RS. Bilerne skal nu indgå som en del af beredskabet.
Mens politiet føler sig mere køresyge i elbiler, og siger at elbilerne ikke kan klare alle opgaver, sadler beredskabet nu om.
Det sker foreløbig i de tre kommuner Køge, Solrød og Stevns, hvor man har købt fire styk Skoda Enyaq RS til beredskabsafdelingen.
Skoda i Danmark mener, at deres elbiler har været inde i så hastig en udvikling, at de ikke længere er en hindring for beredskabstjenesters arbejde.
Det er dog ikke fire helt almindelig Enyaq RS, kommunerne har betalt for.
Skoda Enyaq RS, der kommer med to elmotorer, firehjulstræk og 340 hestekræfter, koster fra 424.000 kroner. Hvad kommunerkasserne har betalt for bilerne, kommer Skoda i Danmark dog ikke ind på.
Ifølge Søren Rasmussen, der er beredskabschef i Køge, Solrød og Stevns, handler det om, at beredskabet skal afspejle kommunernes indstilling til elbiler.
– Vi vil jo gerne matche kommunernes grønne profil, og samtidig er udvalget af elbiler vokset markant, så det nu er nemmere at finde en elbil, der lever op til vores krav og dækker vores kørselsbehov. Det fandt vi i Škoda Enyaq RS.
De biler, kommunerne har bestilt hos Skoda, skal fungerer som indsatslederbiler og såkaldte bagvagtsbiler. Det betyder, at de nye Skodaer skal være nogle af de første på stedet, når der er brug for hjælp.
Kommunerne skal dog ikke regne med de officielle forbrugstal. Den europæiske WLTP-norm, som også elbilernes ‘brændstoføkonomi’ måles efter, er kendt for at være notorisk overoptimistisk, når det kommer til rækkevidde.
Officielt kan Skodaen køre op til 558 kilometer på en opladning. Beredskabet i de tre kommuner skal omvendt heller ikke regne med, at de er lynhurtigt fremme.
Alle fire Skodaer er begrænset til en topfart på 180 km/t, oplyser importøren.
De fire biler er dog lidt forskelligt indrettet. Eksempelvis er indsatsleder-bilerne kun udstyret med to sæder i alt. Mens bagvagtbilerne har fire sæder, hvis der er brug for mere personale på ulykkestedet eller brug for at have andre med.



