Københavns Byret har afgjort, at politiet skal betale pengene tilbage for en beslaglagt bil. Bilen blev nemlig solgt, inden den overhovedet var konfiskeret.
Politiet har fået et ordentligt rap over nallerne af Københavns Byret.
Det viser sig nemlig, at ordensmagten har solgt en bil, som var ejet af et leasingsselskab, videre. Også selvom bilen slet ikke var konfiskeret af staten.
I hvert fald ikke endnu.
Politiet argumenterede for, man sådan set bare havde konfiskeret pengene fra salget af bilen. Ikke selve bilen.
Sagen begyndte ellers, da brugeren af leasingbilen blev taget med en promille på mere end 2,0 og på den måde blev sigtet for vanvidskørsel.
Men politiets forklaring købte Københavns Byret ikke.
Ordensmagten skal ifølge advokatfirmaet Hortendahk, der har ført sagen, derfor betale hele beløbet tilbage til leasingselskabet, som ejede bilen.
Det betyder heller ikke noget, at den beslaglagte bil ifølge Jura360 ‘højst sandsynlig’ var endt med at blive konfiskeret på statens vegne, hvis sagen var nået så langt.
For dertil nåede sagen aldrig.
Ifølge byretten må politiet ikke sælge et køretøj, der er beslaglagt for vanvidskørsel videre, før en dommer har sagt god for en konfiskation.
Det er i øvrigt ikke første gang, at politiet og anklagemyndigheden får et rap over nallerne for dårligt arbejde, når det kommer til sager om vanvidskørsel.
Tilbage i juni 2024 kunne Boosted bringe et interview med en dengang 20-årig mand, som politiet mente at have taget for vanvidskørsel i en Audi til 600.000 kroner.
I sidste ende var Østre Landsret dog ikke enig med ordensmagten.
– Betjentene hævdede, at jeg havde kørt 150 km/t. Men fremviste ingen hastighedsmåling, lød det fra den 20-årige mand til Boosted.


