Et nyt EU-forbud kan fjerne aircondition i ældre biler, da udfasningen af kølemidlet R134a truer med at gøre reparationer uoverkommeligt dyre for ejerne.
Millioner af europæiske bilister risikerer skoldhede kabiner i sommervarmen, da et nyt EU-forbud kan fjerne aircondition i ældre biler over de kommende år.
Årsagen er en markant stramning af unionens miljøregler, som gradvist kvæler udbuddet af det klassiske kølemiddel R134a. Det vil ramme hverdagen for mange bilejere.
Gassen findes i klimaanlægget på millioner af biler bygget før 2017. Her blev stoffet forbudt i nyproducerede personbiler på grund af dets store klimabelastning.
Nu strammes de europæiske salgskvoter dramatisk. Det får det ADAC, der svarer til FDM i Danmark, til at slå alarm.
Kvoteordningen betyder, at mængden af tilladt gas falder fra 31 procent af det oprindelige niveau til 17 procent i 2027 og blot ni procent i 2030.
I 2050 reduceres kvoten til nul Men den eksisterende bilpark med behov for regelmæssig servicering skrumper slet ikke i samme tempo på vejene.
Samtidig slås autobranchen med både ejendoms- og industrisektoren om den stadigt mindre mængde tilgængelige gas, som fortsat må sælges på det europæiske marked.
Konsekvensen bliver, at værkstederne vil mangle kølemidlet, eller at regningen for en simpel påfyldning stiger til uoverkommelige højder for helt almindelige bilejere.
Faktisk anslås det, at 78 procent af alle biler selv i 2030 kører på diesel og benzin. Og blandt dem er der flere ældre biler med R134a-anlæg.
Det moderne alternativ R1234yf kræver desuden en omfattende og kostbar teknisk ombygning. Mange ældre biler risikerer derfor at tabe værdi og miste kølingen helt.
Aircondition handler ikke kun om køling, da anlægget er afgørende for at fjerne dug fra ruderne, så du faktisk kan se ud på vejen.
ADAC kræver nu, at EU kommer på banen med en række fælles regler for, hvordan ældre klimaanlæg må og ikke må ombygges.
Organisationen ønsker desuden, at bilproducenterne udarbejder klare godkendelser til de enkelte modeller.
Den billigste løsning kan dog hurtigt vise sig at være den farligste.
På nettet sælges ulovlige genopfyldningssæt med brandfarlig propan eller butan under navne som R12 eller HC-12a. Ved en lækage eller ulykke kan gassen forvandle en billig reparation til en alvorlig sikkerhedsrisiko.
