En ny type fotofælde, der er baseret på laserteknologi, efterlader ingen tid eller afstand, bilisterne kan bremse på. Man er fanget inden for 200 meter.
200 meter.
Det er alt, hvad en ny type fotofælde skal bruge for at se bilister. I Danmark er den ikke taget i brug endnu.
Men det er den i Spanien. For mange bilister betyder det, at billedet af dem kan være taget allerede inden, de når at opdage selve fotovognen.
– Man har ikke længere tid til at bremse lige før kameraet, siger trafikkekspert José Eugenio Naranjo til Cope.
De nye kameraer bruger LiDar-teknologi. Det samme som Volvo valgte at skrotte til sine biler. Volvos fejlslagne satsning ændrer bare ikke på, at fotofælderne virker.
– De nye fartkameraer er “ufejlbarlige”, selv mod motorcykler, der kører hurtigt, siger José Eugenio Naranjo.
Systemet bag de nye fotofælder måler nemlig både på køretøjets størrelse, bevægelse og type. Noget tidligere systemer enten ikke har kunnet eller i hvert fald har haft svært ved.
Det vides ikke, hvor mange penge, Spanien har smidt efter det nye måleudstyr. Men ifølge den spanske trafikmyndighed DGT handler investeringen ikke kun om at fange fartsyndere.
Pengene er, siger myndigheden, i lige så høj grad brugt for at øge trafiksikkerheden generelt. Det argument er der dog mange, som ikke køber.
Det gælder også herhjemme, hvor en ny aftale betyder, at Rigspolitiet får flere faste fotofælder – de såkaldt stærekasser – og endnu flere fotovogne.
Nogenlunde samtidig er det lykkes politiet at få gang i fartkontrollen på Storebæltsbroen, der er Danmarks første strækningskontrol.
Kontrollen betyder, at man kan få både en bøde og et klip for at køre for stærkt i snit. Før politiet overtog kontrollen har den, som Boosted også kunnet fortælle, vist sig at være en defekt fiasko.
Selvom dansk politi ikke benytter sig af de ‘spanske’ fotofælder, skal motorcyklister dog ikke regne med at gå fri.
En generel opgradering af Danmarks mere end 100 fotovogne har siden april 2024 betydet, at motorcykler ikke kan gemme sig for blitzen.


