Mandag morgen klokken 06:00 blev verdens første kundeleverede Koenigsegg Gemera udsat for hærværk i København. Nu har politiet reageret.
Det var ikke mange dage, ejeren af verdens første kundeleverede Koenigsegg Gemera fik lov at beholde den i fred.
Mandag morgen omkring klokken 06:00 blev bilen dækket til efter at have været udsat for hærværk ved d’Angleterre i København.
Ruder blev knust, sidespejle og dør blev ødelagt med stenkast. Det viser billeder fra stedet, som Boosted har set.
Redaktionen har i den forbindelse forsøgt at få en kommentar fra Københavns Politi, som sidder med sagen. Blandt andet vil vi gerne vide, om politikredsen har sikret sig overvågning fra stedet.
Men det er ikke meget, Københavns Politi kan eller vil sige i første omgang.
Politikredsen bekræfter dog, at man har modtaget anmeldelsen om ‘hæværk begået “mod en bil parkeret foran Hotel d’Angleterre”. Københavns Politi bekræfter også, at man er ved at undesøge sagen nærmere.
Der er for nuværende ikke flere oplysninger i sagen, lyder det fra ordensmagten.
Koenigsegg Gemera skulle have været leveret med enten en 3-cylindret motor eller en 5-liters V8’er. Komplikationer på fabrikken gjorde dog, at svenskerne sprang den mindste motor over.
I stedet får de 300 kunder, som har sikret sig en bil, en samlet ydelse på hele 2.300 hestekræfter og 3.028 newtonmeter i moment.
Den særligt røde røde lakering på bilen hedder “Johan Red” og er opkaldt efter Johan Red-divisionen i den tidligere F10-lufteskadron i Ängelholm.
Koenigseggs fabrik er lufteskadronens tidligere tilholdssted. Deres kendetegn var et lille spøgselse. Noget Koenigsegg har beholdt på bilerne lige siden. Men du skal kigge godt efter.


