Parkering er forvirrende. Ofte er det en skov af modstridende eller dårligt formulerede skilte. Men snart kan Google løse opgaven for Volvo-ejere.
Der er mange komplicerede ting i denne verden – så som Audis modelnavne og så selvfølgelig parkering.
Sidstnævnte skal Google AI-assisent Gemnini nu forsøge at løse. Ikke for Audi men Volvo-ejere.
Et nyt samarbejde mellem det kinesisk-ejede bilmærke og den amerikanske tech-gigant betyder, at Gemini med bilistens tilladelse kan læse mere end bare farttavler.
Ved at give Gemini adgang til kameraerne i nyere Volvoer er det meningen, at bilen selv kan kunne regne ud, om den må parkere, der hvor den holder.
Google og Volvos samarbejde begynder med den nye EX60. Som udover kunstig intelligens faktisk heller ikke har nogen dørhåndtag.
I hvert fald ikke dørhåndtag som vi normalt ser den slags. Volvos trick den vej rundt kan, som Boosted også har fortalt, dog ende med at blive forbudt loge om lidt.
Men tilbage ved AI-assistenten påpeger Volvo i en pressemeddelelse, at der ikke er nogen hjælp at hente uden bilistens ‘ja’.
– Det baner vejen for en mere hjælpsom og intuitiv køreoplevelse, skriver bilmærket.
Som EX60-ejer skal man altså først give tilladelse til, at Gemini kan se noget. Udover EX60 kommer parkeringshjælpen også til biler som EX90 og ES90.
I hvert fald i første omgang. Volvo oplyser direkte dog ikke, om hjælpefunktionen vil være tilgængelig i Danmark.
Volvo oplyser heller ikke, hvis ansvar det er, hvis Googles systemer tager fejl af skiltningen, og det ender med en parkeringsafgift.
Noget som især de private p-firmaer i Danmark har fået voldsom kritik for aggressivt at dele ud af.
Faktisk sammenlignede fungerende transportminister Thomas Danielsen (V) så sent som for et par måneder siden de private p-firmaer med rockere. Begge har lige lidt respekt for loven, lyder det fra ministeren.



