Den franske senator Louis Vogel har foreslået, at Frankrig følger Tjekkiets eksempel og hæver hastighedsgrænsen til 150 km/t. Men kun på visse motorveje.
Det er lige nu kun et lovforslag fra en fransk senator.
Men får Louis Vogel det, som han vil have det, får franskmændene på udvalgte strækninger af landets motorvejsnet lov til at sætte farten på.
Ifølge det franske medie Autonews har Louis Vogel foreslået en hastighedsgrænse lignende den, som Tjekkiet har indført. Nemlig 150 km/t.
Der er dog lang vej endnu, før foreslaget måske bliver til virkelighed ude på vejene. Først skal det behandles i det franske parlement, siden stemmes om og sendes frem og tilbage i de forskellige lovgivende forsamlinger.
Hvis forslaget endelig bliver til noget, vil der være en periode med implementering og en række dekreter om hvordan og hvorledes.
Formentlig skal myndighederne også se på, hvor det rent faktisk kan lade sig gøre at sætte hastigheden op.
Frankrig har en generelt hastighedsgrænse på 130 km/t. Ligesom det i øvrigt er tilfældet i Danmark.
Men ligesom forholdene herhjemme er det bestemt ikke på alle motorvejene, at bilisterne har lov til at køre ‘så hurtigt’.
Faktisk kæmper en række kommuner – herunder bystyret i Odense – for, at bilisterne skal forbydes at køre hurtigere end 90 km/t på motorvejene.


