Præsident Ferdinand Marcos Jr. har erklæret national energi-undtagelsestilstand. Filippinerne har kun benzin til 53 dage efter lukningen af Hormuz-strædet.
Filippinerne har erklæret national energi-undtagelsestilstand, da landet risikerer at løbe tør for benzin om blot 53 dage.
Præsident Ferdinand Marcos Jr. underskrev tirsdag den vidtgående ordre som reaktion på den eskalerende krig i Mellemøsten.
Konflikten har reelt lukket Hormuzstrædet og dermed kvalt den livsvigtige olieimport til østaten.
Situationen er yderst kritisk, da Filippinerne normalt importerer næsten al deres olie fra netop Mellemøsten.
Udover de 53 dages benzin er lagret af diesel nede på 46 dage, mens lagret af flybrændstof kun rækker til 39 dage.
Energiministeriet advarer om, at landet kan “løbe tør”, hvis ikke nye forsyninger sikres lynhurtigt fra Rusland eller Kina.
Priserne på de filippinske tankstationer er eksploderet og er mere end fordoblet siden krigens udbrud i februar.
En liter diesel koster nu over 14 danske kroner, noget der ifølge The New York Times lammer landets transportsektor.
Regeringen har derfor iværksat en massiv hjælpepakke til de tusindvis af ramte bilister i hovedstaden Manila.
For at spare på de svindende dråber har mange offentlige kontorer indført en fire dages arbejdsuge.
Præsidenten opfordrer samtidig befolkningen til at køre sammen og spare på strømmen i hverdagen.
Undtagelsestilstanden forventes at vare i mindst et år, medmindre situationen i Mellemøsten ændrer sig drastisk.
Helt så galt står det ikke til i Danmark. Faktisk afviser fungerende klima-og energiminister Lars Aagaard (M), at han nogensinde; “please, please” skal have bedt danskerne om at lade bilen stå.
Omvendt hamrer benzin- og dieselpriserne opad.
Og det selvom Danmark på opfordering fra det internationale energiagentur IEA har frigivet mere end 126.000 tønder råolie fra en række lagre.
Lige nu koster benzin i Danmark næsten 16 kroner literen, mens dieselprisen nærmer sig 18 kroner.


