Lige nu kan svenskere i lighed med danskere bruge kørekortet som gyldigt legitimation. Men det skal være slut, mener regeringen i Stockholm.
Bilister frygter, at Sverige vil forbyde kørekortet som lovligt ID efter et nyt lovforslag fra regeringen i Stockholm.
Det svenske justitsministerium lægger nemlig op til at indføre et nyt, centralt statsligt identitetskort. Det vil, siger kritikerne, fjerne kørekortets betydning.
For de svenske bilister er det en fastgroet og tryg vane at trække det lyserøde plastikkort op af pungen som et bevist på, hvem de er.
Sverige skiller sig markant ud internationalt ved, at kørekortet er det absolut mest anvendte dokument til personlig identifikation.
At fjerne kørekortets gyldighed som general legitimation vil ifølge regeringen dog rydde ud i mulighederne for svindel.
Ifølge den svenske regeringen opfylder kørekortet slet ikke en række sikkerhedskrav, der bør stilles til sikker identifikation.
Det er blevet foreslået, at den nye form for identifikation skal have en gyldighed på 10 år. Men regeringen mener selv, at det skal være 5 år, og 3 år for børn under 12.
Når og hvis systemet rulles ud, vil det udelukkende være pas samt det nye statslige identitetskort, der accepteres som identifikation.
Det vil være et ufravigeligt krav ved hvidvaskkontrol, bankforretninger samt ved ansøgninger om officielle rejsedokumenter.
– I dag findes der flere forskellige identitetsdokumenter.
– Forslagene i notatet betyder, at staten kun vil udstede ét identitetskort. Det nye kort vil erstatte de identitetskort, som staten i dag udsteder.
– Det vil også indeholde den statslige e-identifikation. Identitetskortet vil opretholde et højt sikkerhedsniveau, oplyser den svenske regering i en pressemeddelelse.
De nye, stramme retningslinjer vil desuden ramme en række helt almindelige hverdags gøremål.
Regeringen nævner specifikt, at det ikke længere skal være muligt eksempelvis at afhente pakker, hvis man kun har et kørekort at identificere sig med.


