Lige ovre på den anden side af Øresund skal bilisterne tackle noget af et trafikos den kommende tid. I 14 dage lukkes en motorvej helt, fordi en bro skal sprænges.
Først meldte Østrig ud, at visse bilister skal holde sig fra visse veje for at undgå bøder. Så fortalte Holland, at man vil give bilister point for at undgå motorvejen.
Og nu stempler Sverige ind i sommerens trafikaos.
På E22 mellem Lund Södra og Lund Norra i byen Lund i det sydlige Sverige bliver motorvejen nemlig lukket helt af i 14 dage af august. Helt præcis mellem fredag 14. august og fredag 28. august.
Formålet? Ikke småting som huller i vejen i hvert fald. I stedet skal et større projekt øge både sikkerheden og kapaciteten på strækningen. En bro skal sprænges helt væk, en anden skal løftes og en tredje bro skal bygges for at forbinde en ny tilkørsel med resten af motorvejsnettet.
Myndighederne regner selv med store forsinkelser i trafikken i løbet af de 14 dage. Og det er ikke kun bilister, der skal forberede sig på længere rejsetid. Både gående og cyklister, der passerer under E22, skal flere steder finde andre veje, fordi der spærres helt af.
Trafikverket, der svarer til Vejdirekoratet herhjemme, har desuden fortalt, at det ikke er slut med de trafikale problemer, når arbejdet efter planen er udført i de sidste dage af august.
I lang tid efter det store ryk på de 14 dage vil vejarbejde langsruten betyder, at hastigheden på strækningen er sat markant ned. Det rammer også danskere, der har planer om en tur til Sverige i sommerferien.
Herhjemme er sommeren også højsæson for vejarbejde. Alene det at lægge ny asfalt på E20 Vestmotorvejen tager tre uger fra torsdag 13. august, meddeler Vejdirektoratet.


