Lars Boje Mathiesen og Martin Lidegaard tørnede sammen i en debat om elbiler og bilafgifter i TV2-programmet Højskolen. Og vi kan vist roligt sige, at de ikke er helt enige.
Debatten om elbiler og bilafgifter ruller fortsat i dansk politik, og i TV2-programmet Højskolen var der i seriens første afsnit en længere snak om netop biler, afgifter og forskellen på by og land i Danmark.
Her stod diskussionen især mellem Martin Lidegaard (Radikale Venstre) og Lars Boje Mathiesen (Borgernes Parti).
Ifølge Lidegaard er udviklingen af elbiler gået hurtigt de seneste år.
– Men der er så sket noget i de seneste fem år, ikke? Du kan jo købe elbiler i alle prisniveauer nu. Lige nu er 9 ud af 10 solgte biler jo elbiler, sagde han i programmet.
Men Lars Boje Mathiesen mente ikke, at små elbiler fungerer i alle dele af Danmark.
– Der skulle du så lige med mig en tur til Vestjylland. Fordi en vinterdag som det er nu, så kan du altså ikke bruge en af de der små elbiler, en Citroën E-C3 eller sådan et eller andet; så kan du ikke komme frem og tilbage. Det kan du altså ikke, sagde Lars Boje Mathiesen i debatten.
Uenige om elbilernes udvikling
Martin Lidegaard erkendte, at små elbiler har kortere rækkevidde end større modeller. Han fastholdt dog, at udviklingen af elbiler går hurtigt.
– Jeg anerkender, at de små elbiler kan køre mindre eller kortere end de andre, men du må også anerkende, at den udvikling, der er sket teknologisk med elbiler de seneste fem år, er outstanding, og det går kun én vej, sagde Lidegaard.
Lars Boje Mathiesen svarede, at hvis elbiler er så gode, som Lidegaard siger, burde staten ikke behøve at presse folk i den retning.
– Men hvis det er så outstanding, så behøver du heller ikke den afgiftsfordel. Så vil folk helt af sig selv vælge de elbiler, hvis de er så gode som du siger, sagde han.
Han mener, at bilafgifterne især rammer mennesker med lave indkomster.
– Jeg forstår godt klimamæssigt, at der er et afsæt omkring det. Men man har jo hævet afgiften for at eje benzin- og dieselbiler, som direkte rammer de mennesker, som har de mindste indtægter. Dem, som ikke har råd til at købe elbiler. Og det synes jeg simpelthen er forkert. Jeg synes, det er socialt uansvarligt, sagde Lars Boje Mathiesen.
Partiet vil sænke benzinen til omkring 9 kroner
Over for Boosted uddyber Lars Boje Mathiesen, hvad hans parti vil ændre i bilpolitikken. Han foreslår blandt andet at fjerne registreringsafgiften og afgifterne på benzin og diesel.
Ifølge ham kan det bringe prisen på brændstof ned omkring 9 kroner literen.
Derudover vil partiet ændre måden, man betaler for at have bil på. Planen er et nummerpladebaseret system, hvor alle betaler det samme.
– Man kan gøre det app-baseret, så man selv kan afmelde sin nummerplade eller flytte den til en anden bil, for eksempel en sommer- eller vinterbil, siger Lars Boje Mathiesen til Boosted.
I modellen skal en nummerplade koste omkring 100 kroner om måneden. Har man brug for to nummerplader, vil prisen være 200 kroner om måneden.
Ifølge Lars Boje Mathisen vil systemet både gøre det billigere og enklere at have bil i Danmark.
– Så behøver vi ikke så mange djøffere til at håndtere systemet. Bedre, billigere og lettere at købe, eje og bruge sin bil, siger han.


