En opsigtsvækkende afgørelse fra EU-domstolen åbner nu døren for, at Danmark må gøre trafikalarmer ulovlige. Det samme gælder funktioner i Google Maps.
En EU-dom gør det muligt for Danmark at forbyde trafikalarmer og advarsler om fartkontroller på de danske veje.
Ifølge Top Gear er der tale om en principiel afgørelse, som oprindeligt udspringer af en langvarig juridisk strid i Frankrig.
Her vil myndighederne sætte en stopper for udbredelsen af de digitale advarselssystemer.
Firmaet Coyote System, som driver en app med funktioner svarende til Waze, valgte i den forbindelse at anlægge sag mod myndighederne.
Sagen endte på de øverste borde i Luxembourg, hvor dommerne nu har talt.
EU-Domstolen slår fast, at de enkelte medlemslande er i deres fulde ret til at lovgive mod de omstridte advarsler. Betingelsen er blot, at eventuel forbud skal højne trafiksikkerheden.
Afgørelsen betyder ikke, at de udbredte korttjenester automatisk bliver mørklagt eller decideret forbudt i morgen. Men dommen giver de danske politikere et helt nyt juridisk værktøj til at stramme færdselsloven markant.
Google Maps og Waze møder hård modstand efter fransk retssag
Argumentet bag de mulige forbud er, at bilisterne bevidst fristes til at træde hårdere på speederen mellem de faste målestationer. De sænker kun farten, når skærmen blinker med en advarsel.
Kritikere af et forbud påpeger dog, at programmerne i høj grad også medvirker til at hæve sikkerheden. Systemerne advarer nemlig om akutte ulykker, kødannelser, glatte vejforhold og vilde dyr på kørebanen.
Boosted har tidligere beskrevet, hvordan flere europæiske lande i forvejen håndhæver brugen af trafikalarmer med en meget kort snor. Det gælder især over for decideret radarudstyr og apps, der spotter politiets fotovogne.
I Danmark er fysiske radardetektorer eksempelvis allerede strengt forbudt at montere i bilen. Vores naboland Tyskland har ligeledes gjort det fuldstændig ulovligt for føreren aktivt at benytte trafikalarmer under kørslen.
Apps, der kan den slags, må dog gerne være på bilisternes telefoner. Selvom tysk politi, som Boosted også har kunnet fortælle, kan finde på at konfiskere telefoner med de apps.
Med den nye blåstempling fra domstolen kan den restriktive tyske model nemt bredes ud til resten af Europa. Retten har slået fast, at medlemslandene må fjerne advarslerne, hvis det går ud over trafiksikkerheden.


