Det er fem år siden, loven om vanvidskørsel blev indført. På den tid har den danske stat fået 84 millioner kroner ind på salget af konfiskerede biler.
Der er gået 5 år – og det er blevet til 5.437 sigtelser for vanvidskørsel.
Det viser en ny opgørelse, som Rigspolitiet har udleveret til Gjensidige.
Af samme opgørelse fremgår det, at statskassen har fået hele 84 millioner kroner ind på salget af de konfiskerede biler.
Mens spritbilister oftest er dem, politiet tager for vanvidskørsel, er fart også noget af det der for alvor koster penge.
En af de mest omtalte sager er med en irakisk mand, der blev taget med 226 km/t på Hirtshalsmotorvejen, mens han var på vej til Norge med en Lamborghini Huracan Spyder, han netop havde købt i Tyskland.
Bilen blev beslaglagt på stedet, siden konfiskeret efter en langvarig retssag og solgt til en fynsk bilforhandler for næsten 2 millioner kroner.
Men den danske stat har også fået solgt kendisfrisør Dennis Knudsens leasede Audi Q7, efter frisøren gik amok ved Molslinjen med bilen som våben.
En Ferrari 488 Spider er også røget i samme fælde. Bilen var lige blevet leaset af en dengang 61-årig mand, da han blev taget for vanvidskørsel på motorvejen ved Horsens.
Men langt størstedelen af vanvidsbilisterne er altså alt for fulde folk. Mere end 2.600 af sigtelserne for vanvidskørsel er gået til bilister med en promille over 2,0.
– Det er dybt uansvarligt at køre bil med en så høj promille, hvor man udsætter uskyldige for livsfare, og derfor gælder det om at fjerne de bilister fra vejene.
– Og her kan vi se, at reglerne om vanvidskørsel har haft en meget direkte effekt, siger Lene Rasmussen, der er skadedirektør i Gjensidige.
Når det kommer til salget af de konfiskerede bile, har det dog ikke altid været ‘smooth sailing’ for ordensmagten.
Som Boosted har kunnet fortælle, måtte politiet stoppe salget af konfiskerede biler. Der var nemlig tvivl om momsbetalingen. Først i juni 2025 blev spørgsmålet løst.


