Gældsregler på den anden side af Øresund betyder, at myndigheder må beslaglægge lidt af hvert ude på vejene. Nu sælges en tidligere ambulance for skrotprisen.
Den har allerede kørt 533.000 kilometer, og så har den været brugt til at fragte dyr rundt.
Så køberen af denne tidligere Mercedes-ambulance må forvente lidt af hvert. Til gengæld vil den svenske fogedmyndighed næsten ikke have noget for bilen, som man har beslaglagt.
Præcis hvorfor den tidligere dyre-ambulance er endt i hænderne på myndighederne vides ikke. Men det kan have noget med Sveriges gældsregler at gøre.
På den anden side af Øresund riskerer bilister med gæld til det offentlige nemlig at aflevere både bil og nøgler til politiet, som giver den slags videre til fogeden.
Det officielle Sverige har ikke noget at bruge de mange privatbiler til. Derfor bliver de solgt videre på auktion, hvor pengene går direkte i statskassen.
Den gamle Mercedes fra 2007 er dog næppe noget, den svenske statskasse bliver fed på. Med syv dage og et par timer tilbage af auktionen er det højeste bud 20.000 svenske kroner.
Det er 13.000 danske kroner. Til gengæld skal man leve med en hel del fejl.
For ikke bare findes der kun én nøgle til den gamle dieselhakker. Service- og instruktionsbog har myndighederne heller ikke kunnet finde. Der er bankelyde fra generatoren.
Ligesom der er fundet en revne i forruden. Der er ‘slibende/skrabende’ lyde, når bilen kører. Ligesom der er en revne i bagkofangeren. Og så bærer Mercedesen bræg af at være brugt i dyrenes tjeneste.
De svenske myndigheder gør desuden opmærksom på, at der generelt kan være ubetalte afgifter. Det kan der også være på Mercedesen. Det skal en eventuel køber betale, før bilen kan udleveres.
De svenske myndigheder er i øvrigt ret strikse med de der gældsregler. Forleden betød det, at en milliardær mistede sin Range Rover, mens bilen var på vej til Danmark.
